J, j er det tiende bogstav i alfabetet og tegn for konsonanten /j/. Romerne brugte I for både vokalen /i/ og konsonanten /j/.

Oprindelse

Tegnet opstod i middelalderen som et langt finalt -i i ord og tal, fx iij 'tre' og vj, der betyder både 'vi' og VI = 6. I slutningen af 1400-taller anbefalede grammatikere i det meste af Europa at indføre tegnet j med det hebraiske navn jod for /j/; i Danmark var Jacob Madsen Aarhus fortaler herfor. På dansk blev konsekvent brug af j i forlyd og som anden komponent i diftong dog først gennemført i midten af 1800-tallet.

Udtale

I dansk er j en halvvokal og udtales som [j] i forlyd, fx jeg, forjage, bjørn, fjols, skjule. Når j står som anden komponent i en diftong, er udtalen [i̯], fx fejl, huj, øje. Her bruges symbolet [j] dog for begge typer j-lyde.

I ord fra fransk udtales j som [ɕ], fx jaloux, jeton, jonglere. Udtalen [dj] bruges i visse ord fra engelsk, fx jazz, job og juice.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig