Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J, j

Oprindelige forfattere AKark og CGTor Seneste forfatter Evang

J, j, tiende bogstav i alfabetet og tegn for konsonanten /j/. Romerne brugte I for både vokalen /i/ og konsonanten /j/. Tegnet j opstod i middelalderen som et langt finalt -i i ord og tal, fx iij 'tre'og vj, der betyder både 'vi' og VI = 6. I slutningen af 1400-t. anbefalede grammatikere i det meste af Europa at indføre tegnet j med det hebraiske navn jod for /j/; i Danmark var Jacob Madsen Aarhus fortaler herfor. På dansk blev konsekvent brug af j i forlyd og som anden komponent i diftong dog først gennemført i midten af 1800-t.

Udtale

I dansk er j en halvvokal og udtales som [j] i forlyd, fx jeg, forjage, bjørn, fjols, skjule. Når j står som anden komponent i en diftong, er udtalen [i̯], fx fejl, huj, øje. Her bruges symbolet [j] dog for begge typer j-lyde.

I ord fra fransk udtales j som [ɕ], fx jaloux, jeton, jonglere. Udtalen [dj] bruges i visse ord fra engelsk, fx jazz, job og juice.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Karker, Chr. Gorm Tortzen: J, j i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100287