Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H, h

Oprindelige forfattere AKark og CGTor Seneste forfatter Evang

H, h, det ottende bogstav i alfabetet. Romerne overtog tegnet H med lydværdien /h/ fra et vestgræsk alfabet, som igen havde overtaget det fra det fønikiske bogstav heth; i det klassiske og moderne græske alfabet er Η, η, benævnt eta, skrifttegn for henholdsvis /ē/ og /i/. Se også alfabet.

H bruges som romertal for talværdien 200 og i flere latinske forkortelser, fx h.a. for hoc anno 'i dette år' eller huius anni 'dette års' og h.l. for hoc loco 'på dette sted'.

Udtale

I dansk udtales h som en ustemt laryngal åndelyd [h] foran vokal, fx hank, hidsig, huske. Efter lang vokal uden stød skrives h uden egen lydværdi i udråbsord som ih, puh, øh og i lydefterlignende ord, fx buh, mæh. I de sproghistorisk bestemte forbindelser hj og hv foran vokal udtales h kun i nørrejyske dialekter, men er stumt i rigsdansk, så hjul og hvid udtales ligesom jul og vid. Et stumt h skrives også i konjunktionen thi.

Annonce

I ord fra fremmede sprog kan h være stumt, fx spaghetti, eller indgå i konsonantforbindelser med en særlig udtale som chef og schæfer med [ɕ] eller charter og chili med [tj].

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Karker, Chr. Gorm Tortzen: H, h i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87709