diakritiske tegn

Diakritiske tegn er grafiske symboler, der kan hjælpe til at skelne mellem forskellige udtaler af bogstaver eller bogstavforbindelser.

Velkendte diakritiske tegn er accenterne aigu, grave og cirkumfleks: é, è, ê, som kan bruges til at skelne vokalkvalitet, længde, tryk eller tone, alt efter hvilket sprog der er tale om. I fransk betegner accent aigu i é således lukket [e], mens accent grave over è betegner åben kvalitet [ɛ]. Cirkumfleks betegnede på fransk oprindelig lang vokal som følge af konsonantbortfald, men bruges nu mest til at betegne åben kvalitet [ɛ]. Endelig bruges trema (¨) til at angive hiat, som fx i bilmærket Citroëns navn. Se også diæresis og diftong.

Diakritiske tegn bruges meget sammen med især det latinske alfabet i sprog, som oprindelig blev skrevet med andre alfabeter, fx rumænsk, som til op i 1800-tallet blev skrevet med det kyrilliske, og tyrkisk, der blev skrevet med det arabiske alfabet. I semitiske skriftsystemer betegnes vokaler med diakritiske tegn, der dog oftest udelades. I fonetisk notation bruges diakritiske tegn i stort omfang til at angive detaljer i lydenes artikulation.

Diakritiske tegn er ofte rester af hele bogstaver (digraf). Således er trema over bogstaverne ä og ö oprindelig et e anbragt over hovedbogstavet, og bollen over å er oprindelig et hævet o. Diakritiske tegn står oftest over bogstavet, men også af og til under det som i ç, kaldet c cédille, af spansk cedilla 'lille z', idet tegnet er et oprindeligt z skrevet under c'et.