B, b er det andet bogstav i alfabetet.

Oprindelse

Det latinske b svarer til det græske bogstav beta Β, β. Beta havde oprindelig lydværdien b på græsk, men udviklede sig til v, og med den værdi er bogstavet videreført i bl.a. det russiske alfabet. Beta stammer fra det andet bogstav i det fønikiske alfabet og svarer til det hebraiske bogstav beth, der ligeledes har lydværdien b. Romerne overtog ikke navnet beta, men benævnte bogstavet [be:], dvs. med et langt e som støttevokal ligesom ved bogstaverne c, d, g, p og t.

Udtale

[b] er bilabial klusil, der i rigsdansk er ustemt, i nogle dialekter dog stemt ligesom i norsk og svensk. I absolut forlyd og i begyndelsen af stavelser, der har tryk, skrives lyden altid som b, bebo, blå; omvendt er det en konvention i dansk som i andre germanske sprog, at der skrives sp, ikke sb (eks. spå, sprog, gisp). Efter vokal eller i begyndelsen af stavelser med tryksvagt e, [ə], falder skriftens b og p imidlertid sammen i én lyd [b], der i final stilling varierer med [p] (final aspiration). Der skrives her snart b(b), snart p(p), som det ses af eksempler som kæppe, ebbe, håbe, kop, skub, hvalp, gips; selv efter lang vokal, hvor der normalt skrives b, som i ordet tab med lang vokal over for ordet tap med kort vokal, findes stavemåden p i visse ord af ikke-dansk oprindelse, fx rype, isotop. Efter kort vokal kan stavemåden slet ikke forudsiges ud fra udtalen: bumpe og bombe udtales ens, og ligeså lap og lab, krappe og krabbe.

Til bogstavet b i rigsdansk svarer i udtalen herudover i enkelte tilfælde halvvokalisk v, dvs. [w]: peber, kobber; i nogle ord vakler udtalen mellem [b] og [w], fx i købe.

Disse forhold afspejler to historiske udviklinger, som adskiller dansk fra de andre nordiske sprog:

1) De oprindelig lange (og derfor i ældre dansk dobbeltskrevne) konsonanter pp og bb er faldet sammen i en kort b-lyd med vekslende stavemåde.

2) Den gamle korte konsonant p blev tidligt i middelalderen svækket til b i visse stillinger, og derefter skete der en yderligere svækkelse af konsonanten, så den i østdanske dialekter endte som halvvokalen w. Denne sidste udvikling er i rigsdansk blevet krydset af en tendens til at fastholde eller genoprette udtalen med klusil, jf. fx gribe og løbe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig