Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

B, b

Oprindelige forfattere Brink, JRisc og POJa Seneste forfatter Evang

B, b, det andet bogstav i alfabetet. Det latinske b svarer til det græske bogstav beta Β, β. Beta havde oprindelig lydværdien b på græsk, men udviklede sig til v, og med den værdi er bogstavet videreført i bl.a. det russiske alfabet. Beta stammer fra det andet bogstav i det fønikiske alfabet og svarer til det hebraiske bogstav beth, der ligeledes har lydværdien b. Romerne overtog ikke navnet beta, men benævnte bogstavet [be:], dvs. med et langt e som støttevokal ligesom ved bogstaverne c, d, g, p og t. Se også alfabet.

Udtale

[b] er bilabial klusil, der i rigsdansk er ustemt, i nogle dialekter dog stemt ligesom i norsk og svensk. I absolut forlyd og i begyndelsen af stavelser, der har tryk, skrives lyden altid som b, bebo, blå; omvendt er det en konvention i dansk som i andre germanske sprog, at der skrives sp, ikke sb (eks. spå, sprog, gisp). Efter vokal eller i begyndelsen af stavelser med tryksvagt e, [ə], falder skriftens b og p imidlertid sammen i én lyd [b], der i final stilling varierer med [p] (final aspiration). Der skrives her snart b(b), snart p(p), som det ses af eksempler som kæppe, ebbe, håbe, kop, skub, hvalp, gips; selv efter lang vokal, hvor der normalt skrives b, som i ordet tab med lang vokal over for ordet tap med kort vokal, findes stavemåden p i visse ord af ikke-dansk oprindelse, fx rype, isotop. Efter kort vokal kan stavemåden slet ikke forudsiges ud fra udtalen: bumpe og bombe udtales ens, og ligeså lap og lab, krappe og krabbe.

Til bogstavet b i rigsdansk svarer i udtalen herudover i enkelte tilfælde halvvokalisk v, dvs. [w]: peber, kobber; i nogle ord vakler udtalen mellem [b] og [w], fx i købe.

Annonce

Disse forhold afspejler to historiske udviklinger, som adskiller dansk fra de andre nordiske sprog: 1) De oprindelig lange (og derfor i ældre dansk dobbeltskrevne) konsonanter pp og bb er faldet sammen i en kort b-lyd med vekslende stavemåde. 2) Den gamle korte konsonant p blev tidligt i middelalderen svækket til b i visse stillinger, og derefter skete der en yderligere svækkelse af konsonanten, så den i østdanske dialekter endte som halvvokalen w. Denne sidste udvikling er i rigsdansk blevet krydset af en tendens til at fastholde eller genoprette udtalen med klusil, jf. fx gribe og løbe.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Brink, Jørgen Rischel, Poul Ole Jastrup: B, b i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42753