Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

alfabet (Det latinske alfabet)

Oprindelig forfatter POJa Seneste forfatter Redaktionen

Da romerne i 500-t. f.Kr. indførte alfabetet, var forbilledet det vestgræske til dels i etruskisk udformning, hvori Η stadig angav /h/, og Χ var tegn for /ks/ (i det joniske alfabet er Χ tegn for /kh/). I det vestgræske fandtes også Ƒ og Ǫ, som blev til F og Q. Det græske Υ (i vestgræsk udtalt /u/) blev til U og V, som oprindelig ikke var to forskellige bogstaver, men to måder at skrive det samme tegn på: I latin blev de brugt uden forskel for både /u/ og /v/. Tilsvarende angav I oprindelig både /i/ og /j/.

Først fra 1500-t. blev det almindeligt i latinske tekster (og derefter også i danske) at skelne mellem u/v og i/j. Det er også grunden til, at J som et senere tilkommet bogstav ikke betegnes ligesom de andre konsonanter, men har det hebraiske navn jod (og tysk v det hebraiske navn vau). Det græske Γ (der også på græsk kunne skrives i "rundet" form) modsvares af latinsk C, men mens Γ er et /g/, blev C i begyndelsen brugt for både /g/ og /k/.

Da man omkring 200-t. f.Kr. fandt det ønskeligt at skelne, lavede man for g-lyden bogstavet G (C med en hage), som af ukendte årsager indplaceredes som det 7. i alfabetet. G er det eneste bogstav i det antikke latinske alfabet, som ikke har et direkte græsk forbillede. C angav herefter /k/, indtil der omkring 600-t. e.Kr. skete en assibilation (udvikling af hvislelyd) af denne /k/-lyd foran /i/- og /e/-lyd, således at c i den position i latin og i de forskellige romanske sprog derefter udtaltes som [ʧ], [ʦ] eller [s].

Annonce

De græske bogstaver Θ, Φ og Ψ indgik aldrig i det latinske alfabet. Y (i den græske form udtalt /y/) og Z indførtes først i 1. årh. f.Kr. og brugtes kun i græske låneord. Derfor står de sidst i det latinske alfabet. Romerne overtog ikke de græske navne på bogstaverne, men betegnede dem på den måde, som er overtaget i dansk: Vokalerne ved deres rene lyd og konsonanterne med et e som støtte, dog h, k og x som ha, ka, ix.

Germansk tilpasning

Med kristendommen udbredtes det latinske alfabet til hele Vesteuropa. I den germanske verden fortrængte det runerne, et tidligt lån fra det græske og latinske alfabet. Se runer.

Trods vanskelighederne ved at gengive de germanske sprogs særlige lyde med de latinske bogstaver skabtes kun ret få nye tegn. I angelsaksisk, ældre norsk og islandsk skrift findes þ og ð som tegn for ustemt og stemt tungespidslyd (som eng. th i hhv. thing og this). Som det eneste sprog har islandsk bevaret disse tegn med deres oprindelige lydværdi. I middelalderlige latinske tekster finder man bilabialt v ([w]) i germanske ord gengivet med vv, uu eller sammenskrevet w (dog også med gu, fx werra/guerra 'krig'). I engelsk er skellet mellem bilabialt w og labiodentalt v bevaret, men i tysk, der kun har bilabialt v i dialekter, er w blevet det eneste tegn for /v/-lyd (hvorimod ty. v udtales [f]). Da w er ældre end det konsekvente skel mellem u og v, var der bl.a. i ældre dansk en tilbøjelighed til at bruge w som tegn for v-lyd, mens u/v brugtes til at angive vokalen u.

Et andet problem var de germanske omlydsvokaler (da. y, æ, ø samt å). Det latinske alfabet havde kun y, men æ og ø er dog også latinske tegn, ikke egentlige bogstaver, men almindeligt brugte sammenskrivninger (ligaturer) af de latinske diftonger ae og oe. Den sidste skrives i latin som œ, og det gennemstregede ø er oprindelig en angelsaksisk skrivemåde. Den tyske og svenske form ü, ä, ö er egentlig u, a, o med et lille overskrevet e. På lignende måde er å lavet som et a med et overskrevet o. Dette bogstav, der indførtes officielt i dansk i 1948 i stedet for aa, er af svensk oprindelse og har været almindelig brugt i Sverige siden 1500-t.

Af de andre alfabeter, som er afledt af det græske, er det mest udbredte det kyrilliske, hvormed russisk og andre slaviske sprog skrives. Se også skrift.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Ole Jastrup: alfabet (Det latinske alfabet) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=35669