Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

alfabet (De semitiske alfabeter)

Oprindelig forfatter POJa Seneste forfatter Redaktionen

De ældste skriftsystemer i Mellemøsten er den mesopotamiske kileskrift og de egyptiske hieroglyffer, begge kendt fra 3000-t. f.Kr. I disse systemer er tegnene dels ordtegn, dels stavelsestegn, og deres antal er meget stort. I de simpleste former bruges 6-700. De forskellige semitiske alfabeter, der var i brug i oldtiden, havde derimod kun 22-30 tegn. I det fønikiske og i de andre deraf afledte semitiske alfabeter betegnede bogstaverne kun de konsonantiske lyde. Vokalerne blev ikke angivet i skriften, men pga. de semitiske sprogs struktur er ordene alligevel genkendelige.

Skrifttegnene menes oprindelig at have været forenklede hieroglyffer. En tidlig form for semitisk skrift (ca. 1500-t. f.Kr.) med 30 tegn, der stadig ligner hieroglyffer, er fundet ved Sinai-bjerget (Sinai-indskrifterne).

Det fønikiske alfabet havde 22 tegn. Inden for det semitiske sprogområde var det aramæiske en af dets ældste aflæggere. Jøderne havde i begyndelsen et alfabet, der lignede det fønikiske meget, men fra 400-t. f.Kr. gik de over til at anvende den aramæiske skrift og udviklede den i de følgende århundreder til den stadigvæk brugte kvadratskrift. Fra 500-t. e.Kr. begyndte man også at angive vokalerne med de såkaldte massoretiske tegn, dvs. prikker og streger over, under og inde i bogstaverne. Af det aramæiske alfabet dannedes senere også det arabiske — som med islam er blevet et af de mest udbredte i verden — og talrige orientalske alfabeter, bl.a. det indiske devanagari.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Ole Jastrup: alfabet (De semitiske alfabeter) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=35667