Ø, ø er det 28. bogstav i alfabetet. Det er en ligatur, dvs. en sammenskrivning, af bogstaverne o og e. Den sammenskrevne bogstavform ses allerede i antikke latinske indskrifter og bruges stadig i fransk, fx bœuf 'okse'. På nordisk grund udvikledes skrivemåderne ø, benævnt det gennemstregede ø, samt i analogi med det skrevne ä formerne ó eller ö, også kaldet prikke-ø.
I svensk og senere islandsk blev ö enerådende, mens man i dansk og norsk også i nutiden bruger ó i håndskrift og ø i trykskrift. På danske topografiske kort brugtes indtil 1957 generelt ö i stednavne, fx Helsingör, Læsö, for at forebygge, at stregen i ø kunne misforstås som en del af kortbilledet; senere kortserier anvender dog det gennemstregede ø. I 1700- og 1800-tallet forsøgte sprogforskerne Jens Pedersen Høysgaard og Rasmus Rask uden held at indføre tegnet ö for en åben ø-lyd i fx rör modsat den lukkede i mør.
Modsat international praksis, hvor œ og ö alfabetiseres under o, er bogstavet i de nordiske sprog placeret i slutningen af alfabetet.
I fremmedord betegner ø det latinske oe og det græske oi, jf. fx økonomi. I international sammenhæng transskriberes dansk ø som oe, jf. Oeresund, Skaelskoer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.