Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ø, ø

Oprindelige forfattere AKark og CGTor Seneste forfatter Evang

Ø, ø, 28. bogstav i alfabetet; en ligatur, dvs. sammenskrivning, af bogstaverne o og e. Den sammenskrevne bogstavform ses allerede i antikke latinske indskrifter og bruges stadig i fransk, fx bœuf 'okse'. På nordisk grund udvikledes skrivemåderne ø, benævnt det gennemstregede ø, samt i analogi med det skrevne ä formerne ó eller ö, også kaldet prikke-ø.

I svensk og senere islandsk blev ö enerådende, mens man i dansk og norsk også i nutiden bruger ó i hånd- og ø i trykskrift. På danske topografiske kort brugtes indtil 1957 generelt ö i stednavne, fx Helsingör, Læsö, for at forebygge, at stregen i ø kunne misforstås som en del af kortbilledet; senere kortserier anvender dog det gennemstregede ø. I 1700- og 1800-t. forsøgte sprogforskerne Jens Pedersen Høysgaard og Rasmus Rask uden held at indføre tegnet ö for en åben ø-lyd i fx rör modsat den lukkede i mør.

Modsat international praksis, hvor œ og ö alfabetiseres under o, er bogstavet i de nordiske sprog placeret i slutningen af alfabetet.

Annonce

I fremmedord betegner ø det latinske oe og det græske oi, jf. fx økonomi. I international sammenhæng transskriberes dansk ø som oe, jf. Oeresund, Skaelskoer.

Udtale

I dansk udtales ø som en rundet fortungevokal med tre varianter: Det halvhøje [ø] kan være langt som i søle eller kort som i sølle. Det halvlave [œ], der forekommer foran m, n og r, er oftest kort som i øm, dømme, bøn, skønne, men kan være langt som i høne, skrøne og dør. I mange r-forbindelser udtales et lavtstillet [ɶ], der kan være langt som i rør, men oftest er kort som i drøm og smør. Diftongforbindelserne øj og øg udtales [ʌj], fx høj og nøgle. Der kan ikke sluttes entydigt fra skrift til udtale, jf. høre, chauffør og imperativen før med [ø] over for gøre, valør og præpositionen før med [œ] samt præsens tør med [ɶ].

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Karker, Chr. Gorm Tortzen: Ø, ø i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184741