-Sted, efterled i danske stednavne. I oprindelige naturnavne har betydningen måske været 'plads, areal' og i oprindelige bebyggelsesnavne antagelig 'grund for bebyggelse'. Forleddene er oftest appellativer, fx dyr i Gedsted, bevoksning i Isted, af glda. ī 'taks', jordbund i Ørsted, af ør 'grus', terrænformation i Åsted og kulturforhold i Skibsted. Ca. 1/4 af navnene på -sted er sammensat med personnavne, fx Haraldsted og Råsted.

Navnetypens produktivitetsperiode har været lang, og de ældste navne kan dateres til 500-700-t. Efterleddet er i nogle jyske navne afkortet til -st, fx Ølst ved Randers. I en række navne er -sted en omdannelse af andre efterled, fx af -tved 'rydning' i Bjergsted og af -sti i Rungsted.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig