-lev

-lev er et efterled i danske stednavne, dannet i perioden ca. 300-800 e.v.t. Som selvstændigt ord er lev ikke længere en del af ordforrådet, men det er beslægtet med dansk levne ’lade blive tilovers, lade blive tilbage’ og engelsk leave 'forlade'.

Ordet lev må betyde 'noget efterladt' og antages som efterled i stednavne at være anvendt i betydningen 'arvegods', i yngre dannelser måske 'ejendom'. Endelsen tilføjes oftest personnavne, fx Siger i Sigerslev og Øther i Ørslev, som i almindelighed opfattes som navne på de personer, hvis gods er arvet af nogen. Disse personnavne svarer typologisk og med hensyn til ordforråd til personnavne, som er overleveret i urnordiske runeindskrifter.

Stednavne på -lev er de ældste navne i Danmark med personnavneforled, og de er derfor opfattet som tidlige udtryk for privat ejendomsret. Ældre teser kobler dels navnetypen til folkestammen Danernes erobringer og etableringen af ny elite, dels til gamle svenske erobringer med sejrherrernes navne som forled og dels til stednavne på -leben i Thüringen, men teserne må anses for usikre.

Nyere forskning med arkæologisk tyngdepunkt har peget på, at lev-navne er forbundet med en gradvis ændring af bebyggelsesstrukturen, som begynder i 300-tallet. Det er forslået, at lev-navne skal ses i sammenhæng med introduktionen af en ny måde at fordele jord på, hvor brugsretten ikke tilkom modtageren som fædrene arv, men i stedet blev doneret, fx fra konge til tro tjener, svarende til angelsaksiske og karolingiske systemer.

Navnetypen er ikke repræsenteret i Danelagsområdet i England blandt de danske stednavne fra 800-900-tallet, og den må være blevet uproduktiv i det meste af Danmark i vikingetiden. Stednavne på -lev er især almindelige på Sjælland og Nordfyn samt i Skåne, mangler næsten helt i Vestjylland og findes slet ikke på Bornholm. De kan findes i det øvrige Skandinavien i områder, der havde berøring med det middelalderlige Danmark.