Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

-by

Oprindelig forfatter JKoS Seneste forfatter Redaktionen

-by, endelse i danske stednavne. Ordet er beslægtet med verbet bo. Det betegner sandsynligvis altid en bebyggelsesform og har ikke, som det undertiden hævdes, oprindelig haft betydningen 'en slags eng'. Den almindeligste betydning i Danmark er 'landsby'. I vestjyske stednavne kan -by bruges om 'enkeltgård' og om 'spredt bebyggelse'. Den sidste anvendelse kendes også fra Bornholm. Første led i sammensætningerne er oftest gennemskuelige ord for naturfænomener, Sundby, Søby, eller kulturforhold, Broby, Kirkeby. Første led kan også angive alder, Nyby, størrelse, Magleby af magle 'stor', eller beliggenhed, Østerby.

Personnavne indgår i nogle syddanske navne, fx i Toreby og Brodersby. Denne navnetype har, vistnok med urette, været anset for resultat af påvirkning fra Sverige eller fra Danelagen i England. Forekomsten af danske navne i Danelagen, fx Grimsby og Derby, er et resultat af vikingernes tilstedeværelse og viser, at navne på -by i Danmark har kunnet dannes i 800-t.

Da ordet har været levende i sproget siden da, har -by kunnet bruges i stednavnegivningen også i vore dage, jf. B&O-Byen ved Struer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Kousgård Sørensen: -by i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52662