Personnavn (gældende regler), Efter Personnavneloven fra 1981 er der navneretlig ligestilling mellem mænd og kvinder og mellem børn, der fødes i og uden for ægteskab.

Ved indgåelse af ægteskab bevarer hver ægtefælle som udgangspunkt sit eget efternavn. Ægteparret kan imidlertid få samme efternavn ved at anmelde til vielsesmyndigheden, at den ene ægtefælle ønsker at bære den andens efternavn, såkaldt giftenavn. Som fælles efternavn kan dog ikke vælges et efternavn, som en af ægtefællerne tidligere har erhvervet som giftenavn.

Et barn får ved fødslen forældrenes fælles efternavn. Har forældrene ikke samme efternavn, får barnet ikke automatisk noget efternavn ved fødslen, men indehaveren af forældremyndigheden, som oftest forældrene i forening, kan inden seks måneder vælge, om barnet skal have faderens eller moderens efternavn. Efternavnet skal anmeldes til ministerialbogen, kirkebogen, eller tillægges barnet ved dåb. Foretager forældrene ikke navngivning inden fristens udløb, får barnet det efternavn, som moderen bar ved barnets fødsel. Som fornavn må ikke vælges et navn, der ikke er et egentligt fornavn, eller som kan blive til ulempe for barnet. Kirkeministeriet udarbejder lister over godkendte pige- og drengenavne.

Navneforandring kan ske enten ved anmeldelse til ministerialbogen eller vielsesmyndigheden eller ved navnebevis, som udfærdiges af statsamtet. For børn under 18 år tilkommer adgangen til at ændre barnets navn forældremyndighedens indehaver, dog således at børn over 12 år har en vis mulighed for at kræve at beholde deres navn.

Der kan ikke udfærdiges navnebevis på forbeholdte navne eller på navne, som vil være upassende eller vil kunne vække opsigt. En fortegnelse over navne, der i tidens løb er blevet forbeholdte, udarbejdes årlig af Civilretsdirektoratet.

Ifølge ny navnelov fra 2006 er efternavne, der her i landet bæres af 2000 personer eller flere, ikke beskyttede og kan tages af enhver. Bæres et efternavn af færre end 2000 her i landet, er det som udgangspunkt beskyttet medmindre en række særlige betingelser er opfyldt.

Læs mere om personnavne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig