Syntagme, grammatisk betegnelse for en ordgruppe, der typisk består af et kerneled med underordnede bestemmelser, fx et substantiv i substantivsyntagmer; se også grammatik.

Faktaboks

Etymologi
Ordet syntagme kommer af græsk syntagma 'det sammenstillede', af syn- og afledn. af tassein 'ordne, placere'.

Syntagmebegrebet er hensigtsmæssigt, fordi det beskriver det forhold, at ordene i en sætning forekommer i typiske grupperinger, oftest omkring en substantivisk kerne, jf. det meget gamle, skæve hus ved vandet, hvor man først har bestemmerleddet det, dernæst et eller flere adjektiviske led, meget gamle og skæve, så den substantiviske kerne hus og til slut endnu et adjektivisk led, der som her kan være et præpositionssyntagme, ved vandet. Alle led i substantivsyntagmet tjener til at give en nærmere bestemmelse af kerneleddet hus.

Kerneleddet afgør, hvilke ledfunktioner syntagmet kan have i sætningen. Et substantivsyntagme kan fx være subjekt eller objekt, mens et adjektivsyntagme som meget gamle kan være beskriverled inde i et substantivsyntagme. Eksemplet består af den adverbielle bestemmelse meget til den adjektiviske kerne gamle.

At et syntagme udgør en sammenhængende gruppe, ses også derved, at hvis ledfølgen i en sætning ændres, flyttes hele syntagmer ad gangen. Hvis man fx vil fremhæve ordet hus i sætningen De ville ikke købe det meget gamle, skæve hus ved vandet, må hele substantivsyntagmet flyttes: Det meget gamle, skæve hus ved vandet ville de ikke købe.

De vigtigste syntagmetyper er substantivsyntagmer, adjektivsyntagmer, præpositionssyntagmer og verbalsyntagmer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig