Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

supinum

Oprindelig forfatter JChr Seneste forfatter Redaktionen

supinum, (neutrum af lat. supinus, oversat fra gr. hyptios 'bagudbøjet, liggende på ryggen, vendt om'; begrundelse for grammatisk anvendelse uklar), grammatisk betegnelse for visse infinitte verbalkategorier. Supinum angiver på latin to infinitivlignende verbalformer, der stammer fra verbalsubstantiver på -us: 1. supinum, fx (veniunt) spectatum '(de kommer) for at se', der som opr. akkusativ betegner mål eller hensigt, og 2. supinum, fx (facile) dictu '(let) at sige', der kan forstås som en "henseendens" ablativ, evt. en final dativ. Begge supiner forekommer kun i bestemte konstruktioner.

I svensk betegner supinum den ubøjelige infinitte verbalform, som danner sammensat tid med hjælpeverbet ha, fx de har bjudit oss på middag til forskel fra præteritum participium, som bøjes i køn og tal med vara og bli, jf. boken är skriven av Kerstin Ekman/ huset är nedbrunnet/ vi blev bjudna på middag.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johnny Christensen: supinum i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167200