Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sproghistorie

Oprindelig forfatter AKark Seneste forfatter Redaktionen

sproghistorie, gren af den historiske lingvistik. Mens den historiske lingvistik i videste forstand studerer de almene lovmæssigheder for sprogforandringer, bruges betegnelsen sproghistorie mere specifikt om forskning i og fremstilling af ét eller flere sprogs eksistensvilkår, opbygning og brug gennem tiderne, ofte set som et væsentligt led i social- og kulturhistorien.

Fremstillingen kan omfatte hele det af forskningen kendte udviklingsforløb eller kun en vis periode. Men den kan også begrænse sig til nogle få eller et enkelt træk af sprogets forandring; to danske eksempler er Aage HansensDen lydlige udvikling i dansk fra ca. 1300 til nutiden, 1-2 (1962-71) og Lars Brink og Jørn Lund: Dansk Rigsmål, 1-2 (1975), der beskriver lydudviklingen siden 1840 med særligt henblik på sociolekterne i København. En fremstilling, der alene gør rede for ændringer i sprogbygningen uden hensyn til sprogets sociale funktion, kaldes en historisk grammatik.

Som eksempel på en historisk lydlov, dvs. en regelmæssig forandring af udtalen, kan nævnes en tendens i de nordiske sprog til at forskyde artikulationen af [k] foran fortungevokalerne i, e, æ, y, ø til eller i retning af [ç] som i sv. kista, köra og no. kiste, kjøre, i norsk markeret med skrivemåden kj foran e, æ og ø ligesom tidligere i dansk, hvor tendensen dog var ophørt i rigsmålet, længe før skrivemåden blev officielt afskaffet i 1889; se også danske dialekter (konsonantisme). En parallel i de romanske sprog er forskydningen af lat. [k] i fx centum 'hundrede' til [ʧ] i ital. cento, [θ] i sp. ciento og [s] i fr. cent.

Annonce

Sproghistoriske iagttagelser er undertiden blevet brugt som politisk argument. Således tog Jacob Grimm den vest- og sønderjyske foransatte artikel, fx æ hus 'huset' som sprogligt bevis for Jyllands oprindelige tyskhed. Påstanden blev i 1858 gendrevet af K.J. Lyngby, se danske dialekter (bøjningsforhold).

Efter de afgørende opdagelser ca. 1800 af kriterierne for genetisk sprogslægtskab og lovmæssig sprogforandring fremkom som de tidligste sproghistoriske fremstillinger J. Grimms Deutsche Grammatik, 1-4 (1819-37), en historisk grammatik over de germanske sprog, og N.M. PetersensDet danske, norske og svenske Sprogs Historie under deres Udvikling af Stamsproget, 1-2 (1829-30), der er en egentlig sproghistorie af den vidtfavnende type.

Siden er de fleste kultursprogs historie blevet beskrevet. Flere monumentale værker er præget af én forfatters opfattelse af emnet, for fransk således både F. BrunotsHistoire de la langue française, 1-13 (1906-53) og danskeren K. NyropsGrammaire historique de la langue française, 1-6 (1899-1930), og for dansk Peter SkautrupsDet danske sprogs historie, 1-4 (1944-68), hvori sprogets udvikling overalt ses i sammenhæng med ændringer i samfundet. Så stort anlagte fremstillinger udarbejdes i nutiden oftere af en gruppe sproghistorikere i fællesskab; et eksempel er The Cambridge History of the English Language, 1-6 (1992 ff). Se også nordisk filologi og sprog.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Karker: sproghistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163656