Komplement, (af lat. complementum, afledt af complere 'fylde, udfylde'), grammatisk betegnelse for sætnings- eller syntagmeled, som udfylder en plads, som et andet led stiller til rådighed, og dermed kompletterer dette. Et typisk komplement er objektet for et transitivt verbum: Verbet skrive er ukomplet i sig selv, men kan kompletteres med et objekt, fx med et kort til skrive et kort. Alle valensled (se valens) er ifølge denne opfattelse komplementer ligesom styrelser for præpositioner: foran kan fx kompletteres med substantivet huset til foran huset. Med termen komplement ser man de grammatiske forbindelser fra det underordnede leds synspunkt, mens man ser det fra de overordnedes med betegnelserne styrelse (regimen) og rektion.