komparation

Komparation, grammatisk betegnelse for adjektivers og adverbiers gradbøjning, fx høj, højere, højest. Komparation omfatter tre grader: positiv/grundform, komparativ/højere grad og superlativ/højeste grad.

Grundform udtrykker blot, at en genstand har en given egenskab, fx et højt træ, mens komparativ angiver, at en genstand har den nævnte egenskab i en højere grad end en anden genstand, som der sammenlignes med, fx vi må finde et højere træ, eller at den samme genstand har den nævnte egenskab i højere grad end en anden egenskab, fx skabet er højere, end det er bredt. Superlativ udtrykker, at genstanden har den nævnte egenskab i højere grad end nogen anden genstand inden for den mængde, der er tale om, fx det højeste træ i skoven.

Man skelner i grammatikken mellem relativ og absolut komparation. Oftest anvendt er den relative komparation, hvor der klart sammenlignes mellem flere genstande eller egenskaber. Sjældnere er den absolutte komparation, hvor gradbøjningen udtrykker adjektivets grad af gyldighed. Absolut komparativ udtrykker her en temmelig høj grad, fx ældre mennesker, hvormed ikke menes, at de omtalte er ældre end andre mennesker, men at de besidder egenskaben gammel i temmelig høj grad. Absolut superlativ, elativ, betegner en meget høj grad, fx med den dybeste sorg.

Nogle adjektiver og adverbier har en betydning, der ikke kan gradueres, og kan derfor sjældent eller slet ikke kompareres, fx ens, arbejdsløs, ministeriel, tom.

Komparation udtrykkes i dansk enten syntetisk med endelserne -(e)re og -(e)st, fx ung, yngre, yngst, der som en række andre adjektiver og adverbier også har omlyd, og sød, sødere, sødest, eller analytisk med mere og mest, fx tilfreds, mere tilfreds, mest tilfreds. Den analytiske komparation anvendes mest ved længere ord samt ved sammenligning mellem to egenskaber ved samme genstand, fx den sofa er mere køn end behagelig. Nogle få adjektiver og adverbier kompareres med to forskellige ordrødder, fx god, bedre, bedst.