Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hypotakse

Oprindelig forfatter Bache Seneste forfatter Redaktionen

hypotakse, grammatisk betegnelse for et syntagme, der udgør en underordningsforbindelse, fx forstående voksne, hvor forstående er adled til kerneleddet voksne.

Et andet eksempel på hypotakse er udtrykket meget rig, hvor adverbiet meget er adled til adjektivet rig, der er kerneled. Adled kan også bestå af mere komplekse konstruktioner, fx drengen, hvis søster kom for sent, hvor ledsætningen hvis søster kom for sent er adled til kerneleddet drengen.

Ordet hypotakse kommer af græsk hypotaxis 'underordning', af hypo- og taxis 'orden, det at ordne', af tassein 'stille, ordne'.

Hypotakse bruges mere specielt om grammatiske konstruktioner, hvor sætninger underordnes andre sætninger, hvilket hyppigt markeres med konjunktion: Hun lo, da han tabte koppen. I dette eksempel udgøres det overordnede led af hun lo, der er helsætningsstammen, også kaldet hovedsætningen, mens ledsætningen da han tabte koppen som adled er underordnet vha. konjunktionen da.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Bache: hypotakse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95002