fremtid

Fremtid, i den grammatiske tradition en af de tre fundamentale tempora, ligesom nutid og datid. Denne tankegang har rod i klassisk græsk og latin, hvor en særlig bøjningsform af udsagnsordet, futurum, udtrykker fremtid, jf. også moderne romanske sprog som fransk og spansk.

Af flere grunde har man i de fleste moderne grammatikker udskilt fremtid fra de to andre tidsformer. For det første udtrykkes fremtid ofte med et hjælpeverbum snarere end med en bøjningsform. Det er ofte et viljesverbum, som udvikler en betydningsvariant, der fungerer som fremtidsmærke, fx dansk vil i eksemplet det vil ikke ske. For det andet er der nødvendigvis et betydningselement, som adskiller fremtid fra nutid og datid, nemlig "(endnu) urealiseret", og derfor kan et udsagn om fremtiden kun stå som resultatet af en persons vurdering snarere end som et faktum. For det tredje opfører fremtidsformer sig i almindelighed anderledes end andre tidsformer selv i de sprog, hvor der findes en bøjningsform, som udtrykker fremtid.

På dansk spiller vil som fremtidsmærke en mindre rolle end fremtidsmærket i mange andre sprog, fx engelsk will, bl.a. fordi man på dansk meget ofte bruger nutidsformen også om det fremtidige, navnlig ved verber, der betegner en overgang, fx han kommer i morgen. Fremtid kan ligesom nutid og datid kombineres med førtid; førfremtid bruges navnlig om begivenheder, hvor en bestemt frist er relevant, fx han vil nok have taget stilling inden jul. Futurum exactum, den latinske parallel til førfremtid, bruges især i ledsætninger, hvor noget fremtidigt går forud for noget andet fremtidigt; dansk bruger her nutid. Se også tid.