arbitraritet

Arbitraritet er et sprogvidenskabeligt princip om, at forholdet mellem sproglige tegns indholds- og udtryksside er rent konventionelt, dvs. ikke betinget af nogen naturnødvendighed.

Princippet tilskrives i reglen sprogvidenskabsmanden Ferdinand de Saussure, der i begyndelsen af 1900-tallet kaldte arbitrariteten for "det første princip", men det har været hyldet op gennem det meste af det strukturalistisk prægede 20. århundredes lingvistik som et af de vigtigste aksiomer. Begrebet griber ind i en filosofisk diskussion om sproglige tegn som naturlige eller konventionelle, der har været ført siden oldtiden.

Arbitraritetsprincippet gør op med forestillingen om ordforrådet som et sæt mærkater, der sættes på verden umiddelbart. Sprogets tegn kan kun forstås i forhold til det system, de er en del af, og som overhovedet giver dem deres funktion.

Saussures argumenter for arbitraritetsprincippet er bl.a. (1) sprogforskelle og (2) sprogtegns evne til at forandre sig både på indholds- og udtrykssiden. Sprog inddeler verden forskelligt, og de betydninger, de fastholder, udpeger de ved hjælp af divergerende former. Samme indhold kan i princippet udtrykkes gennem et hvilket som helst udtryk. Det afgørende er, hvilken betydning sprogsystemet tilskriver udtrykket. Som en følge af arbitraritetsprincippet kan man ikke direkte udlede af ord eller udtryk, hvad de betyder. Det kan kun studier af sprogsystemet eller sprogbrugen afsløre.