Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

græsk (Oldgræsk)

Oprindelig forfatter HFrJ Seneste forfatter Redaktionen

Græsk. De fire græske hoveddialekters udbredelse ca. 600 f.Kr. Arkado-kyprisk taltes tillige på en del af Cypern, jonisk i kolonierne ved Sortehavet, og dorisk i de fleste kolonier mod vest.

Græsk. De fire græske hoveddialekters udbredelse ca. 600 f.Kr. Arkado-kyprisk taltes tillige på en del af Cypern, jonisk i kolonierne ved Sortehavet, og dorisk i de fleste kolonier mod vest.

Kilderne til vores viden om det græske sprog i oldtiden er dels indskrifter på sten, metal eller brændt ler, dels litteratur skrevet i håndskrifter på papyrus fra den senere oldtid og på pergament eller papir fra middelalderen.

Indskrifterne fordeler sig i to kronologisk adskilte grupper. En mindre del er i stavelsesskrift, den såkaldte Linear B-skrift, og stammer fra ca. 1400-1200 f.Kr., mens langt størstedelen, som tilhører tiden fra kort før 700 f.Kr. til oldtidens slutning, med få undtagelser er i alfabetskrift.

Stavelsesskriften, der ikke var velegnet til at gengive græsk, er overtaget fra et endnu ikke identificeret sprog; vores detailviden om det ældste græsk er derfor behæftet med en række usikkerheder. Alfabetskriften er lånt fra fønikisk senest ca. 750 f.Kr. og gengiver sproget med meget større præcision. Indskrifter er i almindelighed pålidelige vidner, da de reproducerer netop det sprog, som de personer, der affattede dem, benyttede sig af. Litteraturen foreligger ofte i afskrifter i mange led, udført over tit mere end tusinde år, og afskrivning medfører altid ændringer, bevidste eller ubevidste. Indskrifter er derfor mere præcise i deres oplysninger, men deres emnemæssige dækning er langt snævrere end den håndskriftoverleverede litteraturs. Desuden har grækerne i litteraturen givet en række ofte meget præcise oplysninger om sproget; fra den senere oldtid og den tidlige middelalder findes også en del værker med rent sprogligt sigte, bl.a. ordbøger.

Annonce

Græsk. Kortene viser de vigtigste områder, hvor græsk har været det fremherskende talte og skrevne sprog siden Kristi fødsel. Fra oven ses: I romersk kejsertid, ved islams begyndende ekspansion, ved Det Byzantinske Riges sammenbrud, efter Osmannerrigets sammenbrud og nederst i nutiden. I mange områder er der tillige blevet talt lokale sprog, ligesom der i den vestlige del af Romerriget har været små græsktalende samfund i havnebyerne.

Græsk. Kortene viser de vigtigste områder, hvor græsk har været det fremherskende talte og skrevne sprog siden Kristi fødsel. Fra oven ses: I romersk kejsertid, ved islams begyndende ekspansion, ved Det Byzantinske Riges sammenbrud, efter Osmannerrigets sammenbrud og nederst i nutiden. I mange områder er der tillige blevet talt lokale sprog, ligesom der i den vestlige del af Romerriget har været små græsktalende samfund i havnebyerne.

Historie

Græsk er et indoeuropæisk sprog, men hvornår og hvordan det har udskilt sig fra andre indoeuropæiske sprog, vides ikke med sikkerhed. Græsktalende indvandrere ankom nordfra eller nordøstfra til det sydlige Balkan ca. 2000-1500 f.Kr., og en dorisk indvandringsbølge nordvestfra kan dateres ret præcist til ca. 1100 f.Kr. Andre større græske indvandringer lader sig ikke påvise. Linear B-skriftens græsk kendes kun fra administrativ brug på lertavler og godtgør eksistensen fra ca. 1400 f.Kr. af en græsktalende ledende klasse; da græsk blev hele områdets sprog, må det samlede antal græsktalende have været ret stort.

Dialekter

Linear B-skriftens græsk er nærmest beslægtet med den arkado-kypriske dialektgruppe, som i alfabetskriftens tid kun fandtes i nogle få isolerede områder. Det formodes, at den græske dialektspredning i det væsentligste fandt sted efter den første indvandring; den doriske indvandring ca. 1100 f.Kr. fortrængte de andre hoveddialekter fra store dele af det græske fastland.

De fire hoveddialekter i alfabetskriftens tid er arkado-kyprisk, aiolisk, jonisk-attisk og dorisk-vestgræsk. Hver af disse hoveddialekter falder i flere undergrupper. Når dialektspredningen var så stor, hænger det sammen med de små uafhængige bysamfunds isolerede beliggenhed på fastlandet. Til søs bevirkede den omfattende kolonisering ca. 750-450 f.Kr., at navnlig jonisk og dorisk spredtes til kyster ved Sortehavet, i Syditalien, på Sicilien og endnu længere mod vest.

Med undtagelse af arkado-kyprisk havde hoveddialekterne hver sin ret tidligt nedskrevne litteratur. Forskellige poetiske genrer havde hver sin traditionelle dialekt. Prosalitteraturen, hvis første spor er fra ca. 550 f.Kr., var først domineret af jonisk, men dorisk og navnlig attisk kom efterhånden til at spille en betydelig rolle. Fra ca. 400 f.Kr. var attisk den absolut dominerende prosadialekt, men også attisk poesi, fx tragedier og komedier, var fremtrædende i perioden ca. 500-300 f.Kr.

Gennem indskrifterne kan man følge, hvordan andre dialekter end attisk efterhånden tabte terræn og mistede en del af deres særpræg, ikke mindst pga. den politiske udvikling fra ned mod år 300 f.Kr., hvor de enkelte bystater stadig bestod, men den øverste administrative enhed blev territorialstaten, først de hellenistiske kongeriger og senere Rom. På basis af attisk og med tilføjelse af enkelte andre træk og elimination af visse attiske ejendommeligheder dannedes et græsk fællessprog, koine, som holdt sig i resten af oldtiden. Da græsk også efter den romerske erobring var den dannede verdens fællessprog i det østlige Middelhavsområde og store dele af Nærorienten, blev koine også benyttet af folk, der ikke havde græsk som modersmål; fx er Det Nye Testamente skrevet på koine.

Sprogbeskrivelse

Beskrivelsen er baseret på attisk ca. 500-300 f.Kr., som i vidt omfang blev normgivende for den senere oldtids skriftsprog.

Udtale. På grundlag af bl.a. grækernes ofte formulerede kritik af udtalefejl, græske grammatikeres oplysninger og et i håndskrifterne anvendt tegnsystem for visse enkeltheder, specielt accenter, kan et ret nuanceret billede tegnes. I ældre tid var accentueringen den fra indoeuropæisk arvede melodiske, ikke som i fx dansk og i græsk allerede i den senere oldtid en trykaccent. Sproget var rigt på diftonger, fx ai, eu, oi, yi, au, og havde specielt i ordbegyndelse en del konsonantgrupper, som normalt ikke accepteres i fx dansk, fx bd-, kt-, mn-, ps-. Der var en klar forskel mellem lange og korte vokaler. Men allerede fra periodens begyndelse og i stærkt stigende omfang fra ca. 400 f.Kr. blev udtalen forenklet, således at alle diftonger forsvandt, idet de fleste blev til enkeltvokaler, og der blev efterhånden sammenfald mellem en række vokallyde, hvoraf de fleste blev til i-lyde. Blandt konsonanterne åbnedes en række lukkelyde (b, d, g; p, t, k med ledsagende h-lyd), således at b blev udtalt som [w], d som [ð], g som [ɣ]; ph som [f], th som [θ], kh som [χ]. Ortografien forblev imidlertid yderst konservativ, så afstanden mellem skrift og udtale efterhånden blev øget.

Ordforråd. Græsk er et meget ordrigt sprog med mange afledninger og sammensatte ord, hvilket bl.a. lettede skabelsen af en nuanceret videnskabelig og filosofisk terminologi. Ordrigdommen skyldes kun i mindre grad indlån fra andre sprog, selvom disse fandt sted i stort omfang. Fra det oprindelige sprog i Grækenland lånte grækerne bl.a. ord for administrative funktioner, fx det i senere græsk almindelige ord for 'konge', og for civilisationsgoder, de ikke havde kendt før, fx for 'badekar' og 'mursten'. Fra sprog i Nærorienten låntes senere en del betegnelser for kunst og andre kulturgoder, fx elegos om digtformen elegi, mitra om et bælte eller diadem, og i romertiden navnlig latinske ord, der havde med romersk administration at gøre, fx praitorion, lat. praetorium, om en prætors residens eller garde, legion, lat. legio 'legion'. Men som regel indlånte grækerne, modsat mange senere sprog, kun betegnelser for fænomener, de ikke i forvejen kendte fra deres egen verden.

Morfologi. Som i de andre indoeuropæiske sprog har verber og nominer i græsk flere bøjningsformer. For nominernes vedkommende angiver disse former køn, tal og kasus. Der er tre køn: maskulinum, femininum og neutrum, og fem kasus: nominativ, akkusativ, dativ, genitiv og vokativ. Indoeuropæisk havde otte kasus, men lokativ og instrumentalis indgik på græsk i dativ, mens genitiven på græsk repræsenterer et sammenfald mellem den oprindelige ejefaldsgenitiv og en separativ ablativ. Af tal har græsk foruden singularis og pluralis dualis, som dog var så godt som forsvundet i koine.

Af et af sprogets talrige demonstrative pronominer udvikledes i tiden fra ca. 700 f.Kr. en foransat bestemt artikel, som kan føjes ikke blot til nominer, men i realiteten til alle sproglige størrelser, fx infinitiver, adverbier og hele sætningsled eller sætninger. Dette lettede udformningen af abstrakte udtryk meget.

Et fuldt udbygget græsk verbum har noget over 500 bøjningsformer, men de fleste verber har ikke så mange. Verbernes former angiver diatese, aspekt, tempus, modus, numerus og person; participier og andre adjektiviske verbalformer bøjes også i køn og kasus. Af diateser findes foruden aktiv også passiv medium, som angiver subjektets særlige interesse i handlingen. Der er tre aspekter: den imperfektive i præsens og imperfektum, hvor handlingen betragtes som en proces, den punktuelle i aorist, hvor handlingen betragtes som et afsluttet fænomen, og den perfektive i perfektum, hvor handlingen betragtes som et resultat af en tidligere handling. Den perfektive aspekt har en nutid, en fortid og en fremtid, den imperfektive aspekt har en nutid (præsens) og en fortid (imperfektum), mens aorist har en fortid, men ingen nutid. Futurum er aspektløs og fungerer som fremtid i forbindelse med de to sidstnævnte aspekter. Særlige passivformer findes kun i aorist; uden for aorist benyttes medium til at angive passiv. Af modi findes indikativ, konjunktiv, der angiver bl.a. vilje og i visse typer ledsætninger generel eller usikker handlingsbaggrund, optativ om bl.a. ønske og mulighed, imperativ, infinitiv og participium. Verbernes personbøjning omfatter 1., 2. og 3. person; af tal findes også her dualis, dog ikke i 1. person. Foruden participierne har græsk to såkaldte verbaladjektiver, som betegner hhv. det, der bør ske, også kaldet gerundiv, og det, der kan ske. Passiv- og futurumformerne er kommet til relativt sent, men dog før ca. 700 f.Kr. Bøjningssystemet er i øvrigt en indoeuropæisk arv, som er bevaret i græsk i et langt større omfang end fx i klassisk sanskrit og i latin, og med ret få reduktioner er dette system blevet fastholdt oldtiden igennem. Der er fra ca. 350 f.Kr. en tendens til, at forskellen udviskes mellem aorist og perfektum, og anvendelsen af optativ indskrænkes stærkt. Disse tendenser modarbejdes dog af bevidste forsøg på at fastholde den "klassiske" attiske sprognorm.

Syntaks. Blandt de mest fremtrædende træk er en fri ordstilling, et veludviklet ledsætningssystem og hyppig brug af participialkonstruktioner. Den frie ordstilling er bl.a. begrundet i, at de enkelte ords funktion i sætningen i høj grad er fastlagt af bøjningsformen. Ordstillingen kan derfor benyttes stilistisk. Procentforholdet mellem hovedsætninger og ledsætninger varierer efter genrens art, men stort set er som i andre sprog frekvensen af ledsætninger og andre underordnede led (biled) større i prosa end i poesi. Mange biled, der fx på dansk må udformes som ledsætninger, foreligger i græsk som participialled, og infinitivneksus som fx "akkusativ med infinitiv" er også hyppig. Resultatet er et sprog, som giver gode muligheder for fine betydningsnuanceringer. En græsk syntaktisk periode (et punktum) kan navnlig i prosa være meget lang; men reglen er, at tilhøreren eller læseren hele tiden skal have en klar sammenhæng i sin bevidsthed og ikke må vente længe på den sproglige størrelse, fx et verbum, der er nødvendig for at få overblik over den samlede mening. Til opnåelse heraf anvendes bl.a. en række adverbier og konjunktioner, ofte kaldet partikler, som præciserer forholdet mellem periodens enkelte dele.

Græske låneord i senere europæiske sprog. I de fleste moderne europæiske sprog findes fra gammel tid en del ord, som stammer fra græsk og er indirekte lån, oftest gennem latin, i dansk også tit gennem tysk. Mange af dem vedrører religiøse, kirkelige og undervisningsmæssige forhold, fx de danske ord engel, djævel, kirke, biskop, degn, kor, skole. Men den store mængde af indlån fra græsk i vesteuropæiske sprog er en følge af den fremtrædende plads, som græsk litteratur har haft i europæisk bevidsthed siden renæssancen. Indtil ca. 1800 foregik de fleste af disse indlån gennem nylatin, senere hovedsagelig direkte fra græsk, fx de fleste navne på videnskaber: teologi, biologi, matematik, fysik, astronomi, geografi, filosofi, historie, økonomi; hertil kommer ord i videnskabelig terminologi som hypotese, teori, praksis, analyse, teknik, metode. Fra kunstens, især litteraturens, område kan nævnes: poesi, lyrik, drama, tragedie, komedie, myte, teater, dialog, musik, orkester, tema; fra det politiske liv fx demokrati, monarki, politik; fra en række andre områder ord som bibliotek, apotek, gymnastik, akrobat, system, katastrofe, magi, erotik, polyp, krystal. Nye ord for opfindelser o.l. er ofte dannet på græsk grundlag, fx meter, gram, termometer, mikroskop, telegram, telefon, helikopter, astronaut; sommetider også ved sammenstilling af en græsk og en latinsk bestanddel: centimeter, homoseksuel, automobil, television. Græsk har således stadig en vigtig funktion som kerne i nydannelser. Se også linear A og B samt indoeuropæiske sprog.

Læs mere om græsk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Holger Johansen: græsk (Oldgræsk) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86438