Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

græsk (Nygræsk)

Oprindelig forfatter Hesse Seneste forfatter Redaktionen

Det sprog, der tales og skrives i dag i Grækenland, hedder elliniˈka 'græsk' eller, når man vil skelne det fra oldgræsk, nea elliniˈka 'nygræsk'. Det græske sprog har bevaret og delvis genskabt en stor del af ordforrådet og den grammatiske struktur fra oldtiden. De ældste tekster, der kan betegnes som nygræske, stammer fra omkring år 1000 e.Kr., men da man i byzantinsk tid for en stor del tilstræbte at skrive på klassisk græsk, er mange nyere sprogtræk dog sikkert ældre, end disse tekster angiver. Allerede i dele af Det Nye Testamente findes træk, der peger frem mod nygræsk.

Historie

Græsk har udviklet sig i over to tusinde år i en stadig dialog med sin egen fortid: De oldgræske klassiske tekster og den kristne tradition begyndende med Det Nye Testamente. Fra ca. 600 e.Kr. indtil Det Byzantinske Riges endelige sammenbrud i 1400-t. var græsk både statens og kulturens sprog, men også under tyrkerne blev det i et vist omfang fortsat brugt som administrationssprog både på statsplan og inden for de græsk-kristne områder, hvor fx medgiftskontrakter og testamenter er affattet på traditionelt juridisk sprog. Den litterære produktion blev derimod rent mundtlig, og større litterære værker på græsk opstod kun uden for det græske fastland, først og fremmest på Cypern og Kreta, senere på De Joniske Øer i Adriaterhavet. Fra 1700-t. begyndte indflydelsen fra Vesteuropa for alvor, især via oversættelser fra fransk. Dermed blev grunden lagt til det moderne ordforråd. Med oprettelsen af den græske stat i 1830'erne opstod behovet for et rigssprog, hvad der førte til den såkaldte sprogstrid (se nedenfor).

Den ældste kendte beskrivelse af nygræsk er skrevet af Nikolaos Sofianos og stammer fra ca. 1550, men blev først trykt i 1870. Først i 1930'erne begyndte der at komme videnskabeligt pålidelige nygræske grammatikker og ordbøger både i Grækenland og i Vesteuropa. Den ældste nygræske grammatik på dansk er fra 1826.

Annonce

Udbredelse

Græsk tales i selve Grækenland af næsten hele befolkningen på ca. 10 mio. og på Cypern af ca. 1,1 mio. Større græsktalende mindretal findes i Sydalbanien og visse steder i det tidligere Sovjetunionen. Små græsktalende grupper findes endnu i Istanbul i Tyrkiet og i Syditalien. Endelig har en kraftig udvandring især til Australien, USA og Tyskland skabt stærke græsktalende befolkningsgrupper, der aktivt fastholder deres kultur og sprog. Det skønnes, at der i 2010'erne i alt tales græsk af ca. 13 mio.

Dialekter

De moderne græske dialekter går via det oldgræske fællessprog, koine, tilbage til attisk; kun i enkelte isolerede områder er der endnu efterkommere af andre antikke dialekter, fx tsakonisk på Peloponnes. I selve Grækenland deler dialekterne sig groft set i en sydlig og en nordlig gruppe; rigssprogsnormen er den athenske, der hører til den sydlige gruppe. Karakteristisk for de nordlige dialekter er det manglende skel mellem direkte og indirekte objekt og de lukkede vokaler i ubetonet stavelse, fx ένα ψωμί 'brød' [ˈɛna psʌˈmi], men på nordgræsk [ˈina psuˈmi].

Skrift og udtale

Det er i nygræsk let at gå fra skrift til udtale, men især vokalerne har af historiske grunde flere stavemåder; således skelnes der i retskrivningen stadig mellem omikron (ο) og omega (ω), selvom begge udtales som et åbent o, og lyden i kan i nygræsk staves på hele fem forskellige måder: η, ι, υ, ει, οι.

Nygræsk har fem vokaler og mange "bløde" konsonanter, fx [ð], [θ], [ɣ], [z] og [ç]. Men sproget har intet "tykt s" [ʃ], således at sh-, ch- og sch- både skrives og udtales [s], fx σοκολάτα [sʌkʌˈlɑtɑ] 'chokolade' og Σαίξπηρ [ˈsɛkspiɾ] for Shakespeare.

Med internationaliseringen er kendskabet til det latinske alfabet blevet mere og mere udbredt, og ofte gengives person- og stednavne også med latinsk skrift, fx i pas og på vejskilte. Der er dog en del variation i gengivelsen, fx kan Χανιά staves både Hania og Chania, og Δελφοί både Delphoi og Delfi. Ved gengivelse af udenlandske ord benyttes snart latinsk, snart græsk skrift enten med det traditionelle græske navn, fx Βερολίνο [vɛɾʌˈlinʌ] 'Berlin', eller med en tilstræbt udtalekorrekt gengivelse, fx σλάιντς [slɑjds] 'lysbilleder'; reklameverdenen foretrækker latinske bogstaver.

Grammatik

I nygræsk har substantiverne tre køn, maskulinum, femininum og neutrum, og tre klart adskilte kasus, nominativ, akkusativ og genitiv; hertil kommer i maskulinum tiltaleformen vokativ.

Verbalsystemet omfatter to diateser, aktiv og passiv, to aspekter, imperfektiv om fortløbende eller gentagne handlinger og perfektiv eller aorist om det overskuede eller afsluttede; afledt af aorist findes et egentligt perfektumsystem med sammensatte tider.

Modus og tempus: Der er personbøjede former i begge aspekter i præsens og præteritum og i imperativ; den aoristiske præsensform kaldes ofte for konjunktiv. Som på andre balkansprog er der ingen infinitiv, men man siger fx: boˈro na to kano 'jeg kan, at jeg gør det' = 'jeg kan gøre det'.

Ordforråd

Det nygræske ordforråd består for størstedelen af ord af oldgræsk afstamning, herunder også mange nydannelser, fx tileˈorasi 'fjernsyn'. Fra romertiden har græsk indlånt nogle latinske låneord, fx porta 'dør'; senere var ordforrådet under italiensk, især venetiansk indflydelse, fx volta 'tur, gang'. Under det tyrkiske herredømme kom en del tyrkiske ord ind i sproget, fx paputsi 'sko'; mange af disse låneord er dog forsvundet igen i løbet af de sidst generationer. I 1700-t. var fransk toneangivende, og i 1800-t. tysk. Fra 1900-t. dominerer engelsk, og også medlemskabet af EU har påvirket det græske ordforråd, fx οδηγία, [ʌðiˈjiɑ] 'direktiv'. Men nygræsk adskiller sig fra de vesteuropæiske sprog ved kun at have få latinske fremmedord, idet nydannelser sker ud fra sprogets egne, ofte oldgræske elementer, fx thriˈskia 'religion', anˈti-drasi 're-aktion' og afto-ˈkinito 'automobil'.

Der er mange sammensatte og derfor lange ord på græsk, som det typisk ses ved efternavne, fx Papaspyˈropoulos 'præsten Spyros' søn', og det er let at danne sammensætninger, fx eriˈmoniso 'en øde ø' af ˈerimos 'øde' og niˈsi 'ø'. Diminutiver bruges meget i talesproget, fx neraki 'en lille tår vand' af neˈro 'vand', korula 'lille datter' af kori 'datter' og Elenitsa 'lille Helene' af Eleni.

Sprogstriden

Lige fra slutningen af oldtiden har der eksisteret en splittelse inden for græsk mellem den klassiske norm og dagligsproget. Da Grækenland efter 1829 skulle etablere et rigssprog, førte det til den såkaldte sprogstrid: Skulle man tage udgangspunkt i det klassiske oldgræsk eller i dagligsproget, der varierede fra egn til egn og kun i begrænset omfang blev brugt som skriftsprog bortset fra i poesien? Løsningen blev i første omgang den af den græske filolog Adamantios Korais' foreslåede "mellemvej": Med udgangspunkt i folkesproget skulle græsk gradvis "forædles" tilbage til oldgræsk. Det resulterede i en dobbeltsprogethed med på den ene side et folkesprog dimotiˈki, som ikke fik etableret nogen fast norm, og på den anden side det "rene" sprog kathaˈrevusa, som befandt sig i et udefinerbart rum mellem dagligsproget og et i formen rent klassisk oldgræsk.

Først i 1880'erne slog dimotiki igennem i den skønlitterære prosa, men kampen gik videre. Sprogstriden fik også politiske undertoner, idet højrefløjen forsvarede katharevusa, mens venstrefløjen udelukkende brugte dimotiki. Med militærdiktaturet 1967-74 fik katharevusa en sidste opblomstring, men blev nu identificeret med denne styreform; i årtiet efter 1974 blev dimotiki endelig gjort til Grækenlands officielle sprog. I løbet af de sidste 200 år har ordforrådet dog ændret sig, således at det ganske godt svarer til Korais' tanker om et "rent græsk", mens den grammatiske struktur og bøjningerne i hovedsagen følger dimotiki.

De første skønlitterære forfattere, der benyttede dimotiki, var meget konsekvente og bandlyste enhver "lærd" form fra deres værker. Men efterhånden genopdagede nogle af digterne hele den rige tradition, først Konstantinos Kavafis og derpå surrealisterne; senere begyndte prosaforfatterne at anvende mange af de faktisk brugte katharevusa-udtryk i deres værker, især for at karakterisere sproget hos typer som bureaukraten eller juntaofficeren.

I dag, da sprogstriden i princippet er løst, kan litteraturen med dimotiki som fundament øse af hele det græske sprogs rigdom.

Er oldgræsk og nygræsk samme sprog?

Selvom det græske sprog har udviklet og ændret sig gennem tre tusinde år, må svaret være et ja. Den grammatiske grundstruktur i nygræsk har bevaret hovedtrækkene fra oldgræsk: tre køn, bestemt artikel og kasusbøjning (dog uden dativ); verberne har kun let ændrede personendelser og har bevaret bøjning i aspekt og aktiv/passiv. Størst er ændringerne i modi: optativ og infinitiv er forsvundet, og konjunktivens eksistens omdiskuteret. Verbets placering i sætningen ligner dog mere italiensk og fransk end oldgræsk.

Ordforrådet består hovedsagelig af oldgræske elementer, men betydningen af de enkelte ord er i nygræsk ofte en anden, fx ekklisia, der på oldgræsk betyder 'folkeforsamling' og på nygræsk 'kirke'. Fonetisk set er der sket store ændringer: Skellet mellem lang og kort vokal er for længst forsvundet, flere af de antikke vokaler er blevet til [i], den såkaldte iotacisme, og stemte og aspirerede lukkelyde har udviklet sig til frikativer, fx fra b til v.

Det samlede billede taler dog klart til fordel for at opfatte græsk som ét sprog lige fra i hvert fald ca. 700 f.Kr. til vore dage. Intet andet europæisk sprog kan følges over så lang tid.

Læs mere om græsk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rolf Hesse: græsk (Nygræsk) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86442