Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

latin

Oprindelige forfattere CGTor, JChr og TERa Seneste forfatter Redaktionen

Latin. Kort 1-4 viser latins udbredelse som administrationssprog i Romerriget fra republikkens grundlæggelse til kejser Trajans død. Kort 3 og 4 viser tidspunkter, hvor sproget i mange egne blev det eneste eller det fremherskende talesprog. Uden for Italien bredte latin sig med varierende hastighed inden for de forskellige sociale lag og blev nogle steder kun talt af den romaniserede overklasse. I kejsertiden blev latin stort set eneherskende på Den Iberiske Halvø og i Gallien. Rhinen og Donau dannede sproggrænse og politisk grænse til de germanske stammer, mens græsk var det fremherskende samkvemssprog i de østlige provinser. Også i Syditalien og på Sicilien vedblev græsk at have betydning helt op i middelalderen. I det nordlige Balkan stod latin så stærkt, at der stadig tales et romansk sprog i Rumænien. I Nordafrika forsvandt latin som kommunikationssprog med den arabiske erobring i 600-t. Kort 5 og 6 viser omtrentligt de europæiske områder, hvor latin var kirkens, diplomatiets og det internationale samkvems sprog, her belyst ved periodernes vigtigste kulturelle centre: omkring 1200 først og fremmest kirkelige institutioner og omkring 1700 nationalstaternes universiteter. I den seneste periode havde latin samme funktion i de europæiske kolonier i Amerika.

Latin. Kort 1-4 viser latins udbredelse som administrationssprog i Romerriget fra republikkens grundlæggelse til kejser Trajans død. Kort 3 og 4 viser tidspunkter, hvor sproget i mange egne blev det eneste eller det fremherskende talesprog. Uden for Italien bredte latin sig med varierende hastighed inden for de forskellige sociale lag og blev nogle steder kun talt af den romaniserede overklasse. I kejsertiden blev latin stort set eneherskende på Den Iberiske Halvø og i Gallien. Rhinen og Donau dannede sproggrænse og politisk grænse til de germanske stammer, mens græsk var det fremherskende samkvemssprog i de østlige provinser. Også i Syditalien og på Sicilien vedblev græsk at have betydning helt op i middelalderen. I det nordlige Balkan stod latin så stærkt, at der stadig tales et romansk sprog i Rumænien. I Nordafrika forsvandt latin som kommunikationssprog med den arabiske erobring i 600-t. Kort 5 og 6 viser omtrentligt de europæiske områder, hvor latin var kirkens, diplomatiets og det internationale samkvems sprog, her belyst ved periodernes vigtigste kulturelle centre: omkring 1200 først og fremmest kirkelige institutioner og omkring 1700 nationalstaternes universiteter. I den seneste periode havde latin samme funktion i de europæiske kolonier i Amerika.

latin, italisk sprog, der ligesom faliskisk, oskisk og umbrisk tilhører den indoeuropæiske sprogæt. Latin har en ubrudt historie fra ca. 500 f.Kr. til i dag og har siden romersk kejsertid været bærer af en vesteuropæisk fælleskultur.

Historie

Lingua latina 'den latinske tunge' er opkaldt efter latinerne, en gruppe stammer i landskabet Latium i Mellemitalien med et sprogligt, politisk og kultisk fællesskab. Befolkningen i byen Rom udvidede 500-200 f.Kr. sit område til hele Latium og siden til hele Italien. Latin blev herefter ensbetydende med romernes sprog, og med Romerrigets ekspansion blev det i århundrederne efter Kristi fødsel hovedsproget i hele Vesteuropa og Nordafrika.

Hvor andre sprog følger en kontinuerlig udvikling, bl.a. som følge af ændringer i det talte sprog, er dette ikke i samme grad tilfældet for latin. Dette skyldes ikke mindst latins funktion som kommunikationssprog også efter de romanske sprogs opståen og ud over Romerrigets grænser.

Annonce

De gængse inddelinger af sprogets historie i førklassisk latin, guldalderlatin (1. årh. f.Kr.) og sølvalder- eller kejsertidslatin er anskuet fra et litteraturhistorisk synspunkt, mens den her anvendte er udtryk for en bredere kulturhistorisk betragtningsmåde.

Latin i oldtiden (ca. 500 f.Kr.-ca. 500 e.Kr.)

Vort kendskab til latinen i oldtiden stammer dels fra en righoldig litteratur, som er bevaret gennem middelalderlige håndskrifter, dels fra tusindvis af indskrifter. De fleste bevarede latinske tekster er skrevet i en sprogform præget af græsk litterær tradition.

Allerede de ældste indskrifter på Forum Romanum fra ca. 500 f.Kr. viser morfologiske træk, som klart adskiller latin fra de italiske nabosprog. Indtil ca. 250 f.Kr. gennemgik latin store fonetiske, morfologiske og syntaktiske forandringer, men herefter ændrede sprogets struktur sig ikke væsentligt. Derimod skete der en stadig udvidelse og nuancering af ordforrådet i takt med, at det romerske samfund indgik i den internationale hellenistiske fælleskultur, og der foregik samtidig en fonetisk udvikling, som ikke kom til udtryk i skriftsprogets ortografi. Gennem hele oldtiden fandtes der andre sproglige lag end litteratursproget; sermo cotidianus 'hverdagssproget' eller sermo vulgaris 'almindelig latin', ofte oversat 'vulgærlatin', giver et glimt af den brede befolknings sprog og kendes fra Plautus og Petronius, fra Ciceros breve og fra sproget i indskrifter.

Perioden 500-250 f.Kr. udgør et arkaisk sprogtrin og kan benævnes førklassisk latin. Det er betegnende, at romerske historikere omkring Kristi fødsel havde vanskeligheder med at forstå tekster på førklassisk latin, fx arvalbrødrenes sang.

388246.501.jpg

© Alison Rutherford/Vindolanda Trust

"Claudia Severa sender en hilsen til sin veninde Lepidina. Den 11. september, søster, har jeg fornøjelsen at bede dig, om du vil komme til os på min fødselsdag. Hvis du kommer, vil du gøre dagen mere glædelig for mig ved din tilstedeværelse. Hils din mand Cerialis. Min egen Aelius sender hilsener til dig og drengene. Jeg vil vente dig, søster. Hav det godt, søster, min kæreste sjæl, som jeg forhåbentlig også må have det - og farvel."

I den romerske by Vindolanda i den nordligste del af provinsen Britannia er en korrespondance på tynde fyrretræsplader bevaret. Brevene, der er fra ca. 100 e.Kr., viser, at man selv i denne afkrog benyttede sig af høflig sermo cotidianus, som i denne afkrog fødselsinvitation fra Claudio Severa til veninden Lepidina. Brevet er det ældste kendte eksempel på en kvindes håndskrift. Claudia Severa har dog kun skrevet de sidste linjer, mens størstedelen skyldes en professionel skriverhånd. På adressen står Sulpiciae Lepidinae Flavii Cerialis a Severa "Til Sulpicia Lepidina, Flavius Cerealis' hustru, fra Severa".

CGTor

Betegnelsen klassisk latin bruges i tre forskellige betydninger: 1) sproget mellem 250 f.Kr. og 250 e.Kr.; 2) litteratursproget ca. 100 f.Kr.-100 e.Kr. og 3) al senere skreven eller talt latin, der har det klassiske litteratursprog som forbillede og følger dets normer.

Senlatin (ca. 250-600 e.Kr.)

Senlatinske tekster viser i grammatik og gloseforråd træk, som peger frem mod de romanske sprog. Nogle senlatinske tekster udviser en stadig hyppigere brug af præpositioner i takt med reduktion af kasusendelser. Nye ord fortrængte de klassiske, fx caballus for equus 'hest', jf. ital. cavallo og fr. cheval, mens diminutivformer mistede den formindskende betydning og erstattede ordenes grundform, fx adj. vetulus 'gammel' for vetus, jf. ital. vecchio, sp. viejo og fr. vieux. I løbet af 300- og 400-t. anes konturerne af de romanske sprog. Til senlatin hører også bibeloversættelserne, herunder Vulgata, der med deres græsk- og hebraiskpåvirkede syntaks øvede stor indflydelse på det gejstlige sprog. I denne overgangstid var det klassiske latinske skriftsprog fortsat enerådende i uddannelse, litteratur, administration og kommunikation i kirken og i de nye riger i Vesteuropa og Nordafrika.

Middelalderlatin (ca. 600-1400)

Det tale- og skriftsprog, som den romersk-katolske kirke overtog fra det senantikke uddannelsessystem og bragte med sig til de fjerneste egne af Vesteuropa, fx Irland og Skandinavien, afviger især fra oldtidens latin ved et nyt ordforråd, der er udsprunget af mødet med gallisk og germansk kultur og af den kristne omverdensforståelse. Ved Karl den Stores hof i Aachen førte man en helt bevidst sprogrensende politik, og under den såkaldte karolingiske renæssance indførtes ca. 800 en grammatisk og ortografisk norm, som fik vidtrækkende konsekvenser. Middelalderlatin (også kaldet middellatin) findes i forskellige stillejer fra viser til kirkepoesi og fra jævnt konversationssprog til ciseleret juridisk sprog. Syntaktiske forskelle fra klassisk latin skyldes især påvirkning fra brugernes modersmål, fx ledsætninger indledt med quod og quia i stedet for akkusativ med infinitiv. I skolastikernes specialiserede fagsprog skabtes nye ord og begreber til videnskabelig brug.

Nylatin (fra ca. 1400)

Nylatin har sit udgangspunkt i renæssancefilologers søgen bag om "munkelatinen" til det "rene" latin, dvs. den sprognorm, som de fandt hos de klassiske romerske forfattere. Som fælleseuropæisk kommunikationsmiddel var der endnu intet alternativ til latin, der fortsat var teologiens, humanismens, juraens og naturvidenskabens hovedsprog. Eksempelvis skrev Holberg sin samfundssatiriske roman om Niels Kliims underjordiske Rejse (1741) på latin for at nå en international læserkreds.

Nylatinens rolle som det vesteuropæiske lærde sprog fortsatte ind i 1800-t., selvom der bl.a. fra Ludvig 14.s side blev gjort et aktivt forsøg på at erstatte latin med fransk. Ved Københavns Universitet blev forelæsninger og eksaminer afholdt på latin indtil ca. 1840. Latin bruges endnu i 1990'erne i tekstkritiske udgaver af antikke forfattere og ved visse lejligheder i videnskabeligt sprog, fx ved navngivning af dyr og planter, og af den katolske kirke. Skønt sproget ikke mere har nogen betydning som egentligt kommunikationsmiddel, har det stadig en fælleseuropæisk kulturbærende funktion.

Sprogbeskrivelse

Romerske filologer som Donat og Priscian udviklede efter græske forbilleder et grammatisk beskrivelsesapparat, der var beregnet netop til latin. Dette system er siden hen overtaget i alle indoeuropæiske sprog, som det passer mere eller mindre godt til. Se også klassisk filologi.

Alfabet og udtale

Det latinske alfabet stammer fra det fønikiske med græsk og muligvis etruskisk som mellemled. De antikke grammatikeres værker, de tusindvis af indskrifter, hvoraf mange afviger fra den standardiserede sprognorm, og folkesprogenes udvikling giver et temmelig klart billede af udtalen i forskellige faser af sprogets historie.

Det latinske alfabet har fem tegn, a e i o u, som gengiver både korte og lange vokaler. Omkring Kristi fødsel brugtes undertiden dobbeltvokal aa eller á for lang vokal; y bruges i oldtiden især ved transskription fra græsk, senere ofte som variant af i. Vokalerne har næppe lydt meget anderledes end i nutidens italiensk. Diftongerne ai og oi belyser forholdet mellem det talte og det skrevne sprog fra oldtid til nutid. Allerede omkring 160 f.Kr. blev ai også skrevet ae, hvilket antyder en udtale omtrent som [ɛj]. I klassisk latin findes kun ae. Grækerne gengav ae med αι som i Caesar, gr. Kαῖσαρ, hvilket ofte tages som bevis på, at udtalen af ae var [ɑj], men da de græske diftonger samtidig gennemgik en monoftongering svarende til den latinske, er lydudviklingen uklar. Formentlig omkring 300 e.Kr. var udtalen [ɛ]. Denne udtale fortsatte i folkesprogene og i middelalderlatin, hvor det også blev almindeligt at skrive e, fx Marie i udtryk som Annuntiatio Mariae 'Marie bebudelse'. Renæssancefilologer genindførte skrivemåden ae/æ, hvilket afspejles i den traditionelle udtale af navne som Cæsar og af ord med æ eller ae i naturvidenskabeligt fagsprog. I latinundervisningen har man fra midten af 1900-t. i Danmark som oftest udtalt ae [ɑj].

Diftongen oi blev ca. 200 f.Kr. til [u̅], fx ūnus 'en' af oinus, mens det blev bevaret som oe i enkelte ord, fx poena 'straf'; oe blev transskriptionen for græsk oi. Senere skete der en monoftongering over [ø] til [e], der blev middelalderens og de romanske sprogs udtale, og som også findes i engelsk, fx federal 'føderal' af foedus 'pagt' og sammensætninger med eco- af lat. oeco- fra gr. oiko-. I dansk gengives oe i fremmedord med ø, fx økonomi; i latinundervisningen udtales oe som oftest [ʌj].

Det latinske alfabets konsonanter har formentlig været udtalt omtrent som i italiensk. Ved gengivelse af de ustemte aspirerede græske klusiler φθχ bruges ph, th, ch, der oprindelig har været udtalt med tydelig aspiration, men senere formodentlig som f, t, k. Stavemåder i indskrifter fra Pompeji viser, da h i forlyd og m i udlyd ofte mangler, at udtalen af disse lyde må have været meget svag. De tre tegn for k-lyden svarede oprindelig til tre forskellige udtalevarianter: c foran e og i, k foran a og q foran o og u. K blev allerede i førklassisk tid erstattet af c undtagen i nogle faste forbindelser, mens q stort set blev fastholdt foran u. Omkring år 500 e.Kr. indtrådte en assibilation af c foran e, i, y, ae, oe, der herefter udtaltes fx [ʧ], jf. italiensk. Udtalen [ʦ] findes i tysk, mens [s] er gældende i fransk, engelsk og nordisk udtale af fremmedord, fx cirkus og cølibat, og i naturvidenskaberne; i latinundervisningen har man siden ca. 1900 konsekvent udtalt c som [k].

Tryk og længde

Stavelser er korte, hvis de ender på kort vokal; alle andre stavelser er lange. Trykket ligger på næstsidste stavelse, hvis denne er lang, ellers på tredjesidste stavelse, fx a-ˈmī-cus over for ˈCi-ce-rō; trykket kan derfor flytte under bøjningen, jf. gen. plur. a-mī-ˈcō-rum og gen. sing. Ci-ce-ˈrō-nis.

Morfologi

Latin er et formrigt sprog, som har bevaret mange træk fra det indoeuropæiske grundsprogs grammatik, bl.a. opdelingen af ordene i tre hovedkategorier: ord med kasusendelser, fx substantiver, adjektiver, pronominer og participier, ord med personendelser, dvs. verber, og ubøjelige ord, fx adverbier og konjunktioner. Latin har ingen bestemt og ubestemt artikel. Der er to tal, singularis og pluralis, og seks kasus, som primært angiver syntaktiske funktioner: nominativ om subjekt og subjektsprædikativ, vokativ tiltale, akkusativ om direkte objekt samt adverbielle led, der angiver omfang og retningen "hen imod", genitiv om underordning under et andet substantivisk ord, dativ om indirekte objekt og ablativ om adverbielle led med instrumental, temporal/lokativisk eller separativ betydning.

Substantiverne opdeles efter stammens udlyd i bøjningssystemer med delvis samme kasusendelser, som også genfindes i adjektiverne, mens pronominerne har bevaret dele af den indoeuropæiske pronominalbøjning.

Verbalsystemet omfatter tre personer i to tal i aktiv og passiv. Der er to aspektformer til angivelse af en handlings karakter: imperfektiv eller infectum om det uafsluttede og perfektiv eller perfectum om det afsluttede eller punktuelle. Perfektiv er således et sammenfald af de to indoeuropæiske aspekter aorist og perfektum. Den talende kan med tre finitte, dvs. sætningsdannende, modi, indikativ, konjunktiv og imperativ, angive sin opfattelse af en handlings "objektivitet", herunder grader af tvivl, ønske og vilje.

Tre tider angiver i indikativ tidsforholdet mellem den talende og handlingen, her vist i 3. pers. sing.:

aspektimperfektivperfektiv
præsensamat 'elsker'amavit 'har elsket'
præteritumamabat 'elskede'amaverat 'havde elsket'
futurumamabit 'vil elske'amaverit 'vil have elsket'

Formen amavit anvendes også punktuelt som præteritum med betydningen 'blev forelsket', svarende til græsk aorist.

I konjunktiv fordeler formerne sig således:

imperfektivperfektiv
præsens/futurumamet 'vil elske'amaverit 'vil have elsket'
præteritumamaret 'elskede'amavisset 'havde elsket'

Verbalsystemet har desuden fem infinitte former: infinitiv, participium, gerundium, gerundiv og supinum.

Produktive præfikser og suffikser
Både præfikser og suffikser kan som interlatin på forskellig måde kombineres med andre ord. De hyppigst anvendte har egne opslag. Visse affikser er særlig produktive, fx de-form, de-form-ere, de-form-erbar og de-form-itet. Suffikser som -ion og -or er oftest afledt af latinske verbers participialstamme og kan derfor have varianterne -tion/-sion, -ation, -ition og -ution samt -tor/-sor, -ator, -itor og -utor, jf. nedenstående eksempler. I disse former ses den latinske stammevokal stadig, hvad der ikke er tilfældet i den danske infinitivendelse -ere, fx transformere af lat. formare, revidere af lat. vidēre, regere af lat. regěre og intervenere af lat. venire.
præfiksbetydningeksempel
ab-af, fraabnorm
ad-til, hen, imod, vedadjektiv
ambi-tve-, dobbelt, beggeambivalent
bi-dobbelt, tosidetbilateral
centi-hundrede(-del)centimeter
cirkum-om-, omkring-cirkumpolar
cis-på denne side afcisalpinsk
de-af-, fra-demarkation
deci-ti(-endedel)deciliter
dis-u-, mis-, van-disharmoni
eks-ud fra, ud fraekskursion
in-u-, ikke-,inkompetent
i, ind-inhalere
infra-under, neden forinfrastruktur
inter-mellem-international
intra-inden for, inden iintravenøs
intro-ind i, indadintrovert
kon-med-, sam(men)-konføderation
kontra-mod-kontrarevolution
milli-tusinde(-del)milligram
non-ikke, u-nonfigurativ
ob-imod, forobstruktion
per-gennemperforere
post-efterpostmodernisme
pro-(i stedet) forpronomen
fremproducere
præ-før, forudpræsenilitet
retro-tilbage, bagudretrospektiv
semi-halv-semikolon
sub-under-, for lidtsubmarin
super-over-, overordentligsupervision
supra-over-, oven forsupranaturalistisk
trans-om-transplantation
på den anden side aftranskaukasisk
uni-en, ens-uniform
ultra-hinsidesultralyd
suffiksbetydningeksempel
-abel, -ibeli stand til at (blive)acceptabel, visibel
-al, -iladjektiv af substantivgenial, viril
-and, -endsom bør eller skal gøreskonfirmand, addend
-ant, -entsom udfører en handlingfabrikant, regent
-atsubstantivsuffikskonsulat
adjektivsuffiksseparat
-cipere-gribeanticipere
-ducerelede, -førededucere
-ereinfinitivsuffiksregere
-ficeregøre til, bevirkepacificere
-inadjektiver; som substantiv kemiske stofferfeminin, stearin
-ionhandlingvision, subtraktion, demonstration, repetition, distribution
-ivadjektiv-/substantivsuffiksaktiv, initiativ
-orhandlende person, maskinecensor, rektor, transformator, kreditor, eksekutor
-tetegenskab, samlingkvalitet, universitet
-urhandling, resultat, middelkultur, politur

Syntaks

Da kasussystemet og personendelserne viser ordenes syntaktiske funktion, er ledstillingen friere end på dansk og kan derved fremhæve ord og led som vigtig eller ny information, fx amor omnia vincit 'kærlighed besejrer alt', der syntaktisk lige så godt kan udtrykkes omnia vincit amor, amor vincit omnia, vincit omnia amor. Den klassiske litteraturs brug af syntaks adskiller sig fra det talte sprogs ved sin opbygning i ordnede tanke- og ordkæder med led og underled, paralleller og modstillinger. Dette og den udbredte brug af participialkonstruktioner giver klassisk prosa og poesi et kompakt præg, hvilket også viser sig ved, at en oversættelse som regel fylder væsentligt mere end originalen. Latinens mulighed for det korte og præcise udtryk er gennem tiderne udnyttet i fyndord som summum jus summa injuria 'den strengeste ret (er ofte) den højeste uretfærdighed'.

Latin. Christian 4. blev fra 6-års-alderen undervist i mundtlig og skriftlig latin. Hans lærer, Hans Mikkelsen, forlangte, at prins Christian flere gange om ugen afleverede latinske stile i form af essays og breve; de blev skrevet med sirlig hånd i en stilebog. Om brevene også har været afsendt, vides ikke. I dette brev fra 27. april 1592 skriver den 15-årige Christian til rigskansler Niels Kaas og minder om, at man har lovet ham et besøg hos Tycho Brahe på Ven (Hven).

Latin. Christian 4. blev fra 6-års-alderen undervist i mundtlig og skriftlig latin. Hans lærer, Hans Mikkelsen, forlangte, at prins Christian flere gange om ugen afleverede latinske stile i form af essays og breve; de blev skrevet med sirlig hånd i en stilebog. Om brevene også har været afsendt, vides ikke. I dette brev fra 27. april 1592 skriver den 15-årige Christian til rigskansler Niels Kaas og minder om, at man har lovet ham et besøg hos Tycho Brahe på Ven (Hven).

Latin som kulturbærer

Graecia capta ferum victorem cepit et artes intulit agresti Latio 'Det erobrede Grækenland vandt over sin besejrer og indførte kulturen i det bondske Latium' — så kort og præcist beskriver Horats i Epistlerne 2.1.156f. konsekvenserne af den romerske ekspansion mod øst. Sproget i det førklassiske Rom var et bondesprog, der var rigt på gloser for redskaber og afgrøder, hvor pecunia 'penge' egentlig betød 'kvæg', cernere 'skelne, afgøre' egentlig 'sigte korn' og putare 'mene, ordne' oprindelig 'rense, beskære'. Som formidler af den græske filosofi på latin prægede Cicero sproget ved at danne nye abstraktord, der gjorde det egnet til at gengive et intellektuelt univers. Nogle ord var direkte oversættelseslån eller kalker, fx fra græsk poiotes egl. 'hvordanhed' til latin qualitas 'kvalitet'; andre, fx materia 'tømmer', fik ved betydningslån fra det græske hyle 'tømmer, stof' den nye, filosofiske betydning 'stof, materiale'. Det er karakteristisk for de sproglige fornyere, herunder de fleste filosofiske forfattere, at de trods deres tosprogethed ikke overtog et græsk ord, men dannede deres egne på latin, fx populares for demotikoi 'demokrater' og optimates for aristoi 'aristokrater'. Det samme var ikke altid tilfældet i det talte sprog, hvor græske ord i latin blev meget hyppige.

Den klassiske undervisnings prioritering af færdigheder i sprogbehandling og formidling betød, at et korrekt latin blev adgangen til en karriere i Det Romerske Imperiums administration. Latins funktion som kulturbærer skyldes fastholdelsen af den romerske litteraturs sprog som fælles norm, også efter kristendommens indførelse. Den udvikling, som i 1800-t.s kulturkamp ofte kaldtes modersmålenes frigørelse fra "det latinske åg", kan også betragtes som de europæiske sprogs gradvise tilpasning til en latinskpræget fælleskultur, der har mange lighedspunkter med Horats' beskrivelse af den græske kulturs indflydelse på Rom. Som på Ciceros tid medførte omformningen af de fremmede tanker til modersmålet i de følgende århundreder dannelse af nye ord eller nye betydninger af kendte ord i de indoeuropæiske sprog, jf. Wulfilas oversættelse af Det Nye Testamente til gotisk fra ca. 300 e.Kr. I Danmark begrundede kristningen en række nye ord, fx treenighed og omvende, samt omtydninger af gamle begreber som Gud og skyld. Både i middelalderen og i renæssancen optog engelsk og de romanske sprog latinske ord og afledningsendelser. Tysk og nordisk oversatte derimod i stort omfang de fremmede begreber til hjemlige ord, hvilket er en tradition, som stadig præger islandsk.

Interlatin

Med dette udtryk kunne man betegne det system af latinske og til dels græske ordstammer, præfikser og suffikser, som er fælles lån for de europæiske sprog, og som stadig er produktivt, fx i det internationale videnskabelige ordforråd. Også kalker som 'aflede' af deducere er interlatin. Selvom latinens betydning som kommunikationssprog er forsvundet, har sproget stadig sin interlatinske funktion. Med et billede fra bankverdenen kan man sige, at det latinske sprog fortsat fungerer som en åben fælleskonto, hvorfra der til enhver tid og uden begrænsninger kan "trækkes" ord, der kan benævne nye opfindelser eller begreber. Ordene i dette sprog er gangbare inden for alle sprog, enten i latinsk form eller "vekslet til lokal mønt".

Latinundervisningen i Danmark

Latin og dermed latinundervisningen kom til Danmark i slutningen af 900-t. I begyndelsen foregik undervisningen på klosterskolerne som en del af trivium-fagene grammatik, retorik og dialektik. Latin blev betragtet som dannelses- og kommunikationsfag både i skolen og på universitetet, jf. følgende begrundelse for den latinske stilskrivnings nødvendighed af Olaus Theophilus, rektor for Metropolitanskolen 1565-75: Quia Deus sine hoc studio non cognoscitur 'fordi Gud ikke kan erkendes uden denne beskæftigelse'. Opfattelsen af latin som dannelsesfag holdt sig ind i 1800-t.; se latinskole. Siden begyndelsen af 1800-t. udgør latin sammen med græsk universitetsfaget klassisk filologi.

Gymnasiereformen i 1903 tildelte kun latin et beskedent timetal; faget blev dog obligatorisk i det sproglige gymnasium, fra 1987 begrænset til 1. g. Med gymnasiereformen 2004 skete et markant brud med en mangeårig tradition i det danske skolesystem, idet latin afskaffedes som obligatorisk fag. Latin indgår siden 2005 i et kursus i gymnasiets introduktionsforløb for alle elever i 1. g; på et mindre antal gymnasier er det muligt at vælge latin som studieretningsfag eller som valgfag.

I folkeskolen var latin 1981-2007 valgfag i 10. klasse, og det udbydes på visse ungdomsskoler og skoler med voksenundervisning. På universitetsniveau er latin adgangskrav til studierne teologi, klassisk arkæologi og klassisk filologi, og der undervises i latin på universiteternes elementarkurser, som svarer til gymnasiets niveauer.

Se også alfabet, gymnasium og romersk litteratur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Gorm Tortzen, Johnny Christensen, Thomas Eske Rasmussen: latin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114977