Opus reticulatum er et romersk murværk, der består af pyramideformede tufsten. Fugerne mellem de enkelte sten er diagonale i stedet for vandrette og lodrette. Den spidse ende af pyramiden blev stukket ind i mørtelen, opus caementicium, der udgjorde murens kerne. Dette skabte en netmønstret struktur, som har givet murværket dets navn.

Faktaboks

Etymologi

Betegnelsen er latin, sammensat af opus '(mur)værk' og neutrumsformen af reticulatus 'med netmønster', en afledning af reticulum 'net'.

Den romerske ingeniørarkitekt Vitruvius beskriver, hvordan opus reticulatum ganske vist er smukt, men samtidig har tendens til at slå revner, da revner kan rejse skråt gennem muren uden forbandt.

I antikken var murværket ikke synligt, da det var pudset op og i visse tilfælde beklædt med marmor.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig