Le style c'est l'homme, fransk, stilen er manden. Ofte forstås derved, at den anvendte stil svarer til den skrivendes karakter. Det forekommer dog ikke indlysende, at litterær stil skulle svare til noget psykisk eller karaktermæssigt. Kilden til udtrykket giver da også en anden forklaring.

Udtrykket lyder egentlig le style est l'homme même, 'stilen er manden selv', går tilbage til den franske greve og naturhistoriker Georges Louis Leclerc Buffons tale i Académie française, Discours sur le style (1753). Buffon fremhæver her to ting: For det første kan vores viden om virkelige forhold være genstand for ændringer; den måde, og altså stilen, hvormed de fremføres, kan derimod blive stående som det, den talende eller skrivende vil blive husket for. For det andet, at det drejer sig om at beherske sit emne til fuldkommenhed og bringe orden i fremtillingen. Hvis stilen svarer til manden, er det altså til hans pågældende fremstilling og hans evne til at tale godt for sagen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig