Kasussprog er sprog, der angiver syntaktiske relationer vha. kasus.
De indoeuropæiske sprog, hvortil dansk hører, kender kasus, og det samme gælder fx de uralske sprog, der har mange flere kasus end de indoeuropæiske; men der findes også sprog helt uden kasus, fx kinesisk.
Kasusbøjede ord omfatter nominer og pronominer. Med nominer menes substantiver og adjektiver. Participier kan optræde som adjektiver. I de indoeuropæiske sprog findes der i nutiden flere kasus i pronominernes bøjning end i substantivernes og adjektivernes.
I alle de indoeuropæiske sprog er der kasus; men der er blevet færre af dem. Nogle sprog kaldes kasussprog. Kort sagt drejer det sig om sprog med flere overleverede kasus end i dansk.
Med kasussprog menes traditionelt sprog, der har mindst 3 kasus i substantivernes bøjning og mindst 4 kasus i pronominernes bøjning. Man regner fx ikke dansk, engelsk og fransk for kasussprog, fordi substantiverne ud over nominativ kun kan bøjes i genitiv på dansk og engelsk. Ikke alle sprogforskere regner dog genitiv for en ægte kasus i dansk. I stedet kan s-endelsen i fx mandens hund ses som en enklitisk størrelse.
På fransk findes genitiv af substantiver slet ikke, men gengives ved et præpositionsled (med de, du, des). På ikke-kasussprog bruges ofte præpositioner i præpositionsled til at udtrykke det, der på kasussprog udtrykkes gennem, at et ord står i en given kasus.
På ikke-kasussprog fremgår betydningen også ofte af ordstillingen. Eksempel: Petersen gjorde Jensen til leder (dvs. Jensen blev leder). Men ved brug af pronominer (stedord) med kasusbøjning er der andre muligheder: Han gjorde Jensen til leder (Jensen blev leder) eller: Ham gjorde Jensen til leder (Petersen blev leder).
Det indoeuropæiske grundsprog, urindoeuropæisk, som sprogforskere har forsøgt at rekonstruere ud fra sprogets efterkommere, har med sikkerhed haft 8 kasus (nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, dativ, instrumentalis, lokativ, ablativ), men nogle forskere mener, at der har været 10 kasus i indoeuropæisk. De nutidige indoeuropæiske sprog har i stor udstrækning mistet flere af deres kasus, og betydningen gengives nu på anden vis.
Ingen kasus (eller 1 kasus) finder vi i fransk, hvor genitiv-funktionen dannes med præpositionen de + den bestemte artikel. Indirekte objekt (i dativ) dannes ved en præpositionsforbindelse indledt af præpositionen à. De personlige stedord findes i tre former, så vi hermed finder flere kasus på fransk (fx je, moi, me; tu, toi, te; il, lui, le); men overordnet set regnes fransk ikke for et kasussprog.
Få kasus finder vi i de sprog, der ud over nominativ kun har genitiv som særlig kasusform af substantiver; men i reglen er der også en form af det personlige stedord i en form, der anvendes både som objekt (i akkusativ) og indirekte objekt (i dativ), fx på dansk: mig (dette fællesfald kendes som oblik kasus). Til disse sprog hører fx engelsk, dansk, norsk og svensk, men de nordiske sprog færøsk og islandsk er derimod kasussprog, der har bibeholdt de fire kasus (nominativ, akkusativ, genitiv, dativ) fra nordgermansk, også i substantivernes bøjning.
Latin har videreført 6 af de 8 kasus fra indoeuropæisk. Instrumentalis er lagt ind under ablativ som instrumental ablativ, og lokativ er fordelt på to andre kasus: lokativisk genitiv og lokativisk ablativ. Denne nedlæggelse af to kasus kan dog betragtes som grammatikeres valg ved deres sprogbeskrivelse.
Tysk regnes med sine fire kasus (nominativ, akkusativ, genitiv, dativ) for et kasussprog. En kasus alene kan være udslagsgivende for en sætnings betydning. Ud over at et ord i en bestemt kasus kan være bestemmende for en sætnings betydning, har tysk ligesom flere andre sprog også præpositioner, der styrer en kasus. Det kan være svært at se en relevans i, at nogle præpositioner styrer enten akkusativ, dativ eller genitiv. Derimod er der nogle præpositioner, der kan styre både akkusativ og dativ, idet der bruges akkusativ ved en bevægelse til et andet sted, og dativ ved en fast position. Andre sprog bruger særlige kasus til disse funktioner.
Polsk har bevaret 7 af de indoeuropæiske kasus. Ablativ findes ikke på polsk.
Af ikke-indoeuropæiske sprog i Europa med kasus, altså regelrette kasussprog, kan nævnes finsk med 14 regelrette kasus og 15 adverbielle kasus og ungarsk med 18 kasus. Det nøjagtige antal af kasus i disse sprog kan diskuteres, alt efter hvilke definitioner man bruger.
Det fuldstændige kasussprog er i dag en teoretisk konstruktion som et sprog, hvor alle relationer, der i nutidige sprog beskrives ved præpositionsled, fremgår af kasus. Sprogforskere anslår, at det ved et sådant fuldstændigt kasussprog kan dreje sig om ca. 50 kasus.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.