En jesuit er et medlem af det katolske ordenssamfund Societas Iesu, på dansk kendt som jesuiterordenen eller jesuitterne. Medlemmer tilføjer forkortelsen S. J. efter deres navn.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer fra nylatin jesuita, som er dannet af navnet Jesus og endelsen -it.

Jesuiterordenen blev grundlagt i 1540 af den spanske teolog Ignatius af Loyola og fik med tiden stor betydning for skole- og uddannelsesvæsen. Ordenssamfundet eksisterer fortsat, og det er et af den katolske kirkes største ordensamfund i nutiden. Det ejer og driver stadig et stort antal uddannelsesinstitutioner i store dele af verden.

Ordets ældre betydning

På dansk har ordet jesuit en ældre nedsættende betydning, nemlig 'person, hvis moral er bestemt af den grundsætning, at hensigten helliger midlet; snu og bedragerisk person'. Denne betydning kan spores tilbage til jesuitternes taktiske iver efter at missionere i ikke-katolske egne i ældre tid.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig