cykel

Hverdagscyklen, traditionelt benævnt klub- eller turistcyklen, er en robust, men temmelig tung cykel. Normalt er den med ét gear eller med et 3-gearnav (indvendigt gear), men den findes også med 5- eller 7-gearnav.

I sin klassiske udgave har cyklen vedligeholdelsesfri tromlebremser, skønt pedalbremse er mest almindelig.

Barnecyklen er som regel en formindsket lavprisudgave af hverdagscyklen med 3-gearnav eller ét gear. Nogle barnecykler leveres med udvendigt gear (derailleur-gear), evt. i form af en mini-mountainbike.

Racercyklen er en let og dyr udpræget konkurrencecykel med 20 gear, stejle stelvinkler og kort akselafstand. Stelrørene er fremstillet af fiberkompositter eller metallegeringer som fx chrommolybdæn.

En variant af racercyklen er triatloncyklen, der har stejlere saddelrør og påmonteret tribøjle, en forlængelse af racerstyret med armhvilere. Det er en decideret enkeltstartcykel med 20 gear.

Sportscyklen er en halvracercykel, der er tungere og normalt mindre kvalitetspræget end racercyklen. Typen findes i næsten alle prislag og er udbredt til hverdags- og motionsbrug.

Turcyklen er en specialcykel med særlige bagagebærere foran (low-rider) og bagpå. Typen er en variant af sportscyklen, men med længere akselafstand, knap så stejle stelvinkler og stort gearområde. Denne cykeltype har i de senere år mistet terræn til hybridcyklen.

Mountainbiken er en robust cykel med kraftige 26″ hjul og dæk og med et stort gearområde. For at øge styrken er stellet ofte lavet i meget store rør, af og til af aluminium, kulfiber eller kostbare metaller, fx beryllium, for at lette vægten. Træk og udstyr fra mountainbiken har smittet af på flere andre cykeltyper, fx hybridcyklen. Den er en variant af mountainbiken, som den har en del udstyr tilfælles med, men i nogle tilfælde dog med knap så stort et gearområde. Hjulene er lidt større (700 C), og dækkene har mindre luftkammer. Typen, der er velegnet til touring, benævnes også city-bike, trekking-cykel eller cross-cykel.

HPV-cyklen (Human Powered Vehicle) er en ligge- og/eller kabine/kåbecykel med lille luftmodstand, så der kan køres mindre anstrengt eller med større hastighed. Cyklistforbundet har etableret en interessegruppe for typen, som afholder konkurrencer m.m.

Mini- og foldecyklen er en ikke særlig udbredt type. Den bruges af fx bådfolk og pendlere, som kræver minimalt omfang af cyklen, når den skal fragtes med et andet transportmiddel. Nogle modeller har stel af aluminium for at lette bærevægten.

BMX-cyklen (Bicycle Moto Cross), der efterhånden er blevet afløst af mountainbiken, bruges mest af børn til gadekørsel, men er i sine bedre udgaver også en konkurrencecykel til løb på lukkede jordbaner.

Banecyklen er en specialcykel til baneløb. Den er en etgears racercykel uden bremser og den mest "oprindelige" og enklest tænkelige type med fast nav, dvs. at pedalerne drejer med rundt hele tiden ligesom i cyklens barndom. Cyklen er let med kort akselafstand og ret stejle vinkler. Krankboksen sidder lidt højere end på andre cykler, så den højre pedal ikke rammer underlaget i de stejle sving.

Andre cykeltyper er fx tandem, en cykel for to personer og velegnet til bl.a. blindecykling. En tandem er ofte hurtigere end en solocykel, da luftmodstanden næsten er den samme.

Tricyklen, en trehjulet cykel, kendes i flere udgaver. Den moderne tricykel har lige store hjul og træk på de to baghjul; i Østen findes millioner under betegnelsen cykelrickshaw.

Mest kendt i Danmark er småbarnscyklen; en variant med pedaler på forhjulet og påmonteret et lille lad. Til voksenbrug var tricyklen meget populær i 1880'erne, hvor man sad mellem to store hjul med et lille hjul bagpå. Også løbecyklen – en cykel uden pedaler til træning for børn, inden de begynder på en rigtig cykel – og sofacyklen skal nævnes som cykeltyper.

Stellet, også kaldet rammen, skal have en lav vægt og samtidig være både stift og elastisk, så det kan optage stød fra vejen uden at forplante dem til køreren. Afslutningen på Den kolde krig betød frigivelse af kostbare, superlette og stærke materialer, som cykelindustrien fra begyndelsen af 1990'erne har eksperimenteret med.

Det betyder, at stellet efterhånden kan fremstilles lettere og stærkere end nogensinde før ved anvendelse af materialer som titan, beryllium, magnesium, aluminium, kulfiber, Kevlar® og matrixkompositter.

Ved brug af legeringer med beryllium, der er ca. 30% lettere end aluminium, kan vægten af en komplet udstyret racercykel bringes ned på ca. 5 kg. Lette stel af chrommolybdæn-rør er dog stadig de mest foretrukne blandt krævende ryttere.

En vigtig indflydelse på cyklens køreegenskaber har stelvinklerne; jo stejlere, jo mere racerbetonet og jo større styrefølsomhed. Traditionelle sports- og motionscykler har saddelrørsvinkler på 70-73° og racercykler på 73-75°.

Hjulene er ligeledes blevet lettere. Ud over traditionelle egerhjul med aluminiumfælge findes der pladehjul og 3-4 egerhjul i lette kulfibre og kompositter til nedsættelse af luftmodstanden. Reducering af hjulenes vægt er særlig vigtig, da hjulene er cyklens største roterende masse.

Desuden har forbedrede veje tilladt brugen af tyndere og mere letløbende dæk, i mange tilfælde med en tynd indbygget bane af Kevlar® for at nedsætte antallet af punkteringer.

Til sports- og racercykler er hjulstørrelsen 700 C (fælgomkreds på 1955 mm) næsten enerådende; den har afløst de tidligere 27″ hjul (1978 mm). Til mountainbikes bruges 26″ hjul.

Bremsesystemerne har ligeledes udviklet sig gennem årene. I dag er mange almindelige cykler udstyret med frihjulsbremse på baghjulet; denne aktiveres ved at træde pedalerne baglæns. Som reservebremse anvendes en fælgbremse på forhjulet.

Med udbredelsen af hybridcykler og mountainbikes blev det almindeligt med de såkaldte cantileverbremser, en effektiv og simpel fælgbremsetype, men siden er hydrauliske bremser, tromle- og skivebremser blevet indført.

Transmissionssystemet består af gear, tandhjul og kæde. Navgear findes med 3, 4, 5 og 7 indvendige gear kombineret med tromlebremse eller med friløb til fælgbremser.

Et udvendigt såkaldt derailleur-gear består af 1-3 kædehjul (klinger) og en frikrans (gearkrans) med 5-8 tandhjul, hvilket kan give cyklen op til 24 gear. Derudover er der en forskifter og en bagskifter til at flytte kæden mellem tandhjulene.

De tidligere friktionsgearvælgere på skrårøret er i vid udstrækning afløst af indekserede gearskiftere (klikgear) med gearvælger ved bremsegrebene eller i et drejehåndtag. Der findes også trykknapbetjente elektronisk gearskift både til racercykler og almindelige cykler.

Gearingen eller geartallet er et talmæssigt udtryk for udvekslingen mellem cyklens store kædetandhjul og det lille geartandhjul. Traditionelt udtrykkes gearingen i engelske tommer, men den kan også udtrykkes i det antal meter, som cyklen kommer frem pr. pedalomdrejning.

Geartallet i engelske tommer findes ved at gange hjuldiameteren med antallet af tænder på kædetandhjulet og dividere det hele med antallet af tænder på geartandhjulet.

Almindelige cykler med kun ét gear har normalt en gearing på 62-69, mens tre indvendige gear normalt ligger i områderne 52, 69 og 92. Geartal over 80 betegnes almindeligvis som højt gear, mens geartal under 60 er et lavt gear.

Luftmodstand er cyklistens største hindring. Forsøg har fx vist, at ved 32 km/t bruges ca. 85% af cyklistens pedalenergi til overvindelse af luftmodstanden.

Dette var medvirkende til, at det japanske firma Shimano, en af verdens førende cykelproducenter, i 1980 lancerede komponentgrupper med aerodynamisk udformede dele baseret på omfattende vindtunnelforsøg; idéen slog dog ikke rigtig an hos forbrugerne.

Først da italieneren Francesco Moser satte ny timerekord i 1984 på en cykel med pladehjul og aerodynamisk udstyr, indså man for alvor luftmodstandens betydning. I dag er meget cykeludstyr udformet, så det giver mindst mulig luftmodstand.

Der findes ingen nøjagtige oplysninger om, hvem der først satte pedaler på en dræsine og hvornår. Men det er sikkert, at franskmanden Pierre Lallement i 1866 i USA patenterede og iværksatte en produktion af dræsiner med pedaler på forhjulet, således at man helt kunne slippe jorden med fødderne.

I 1867 vendte han tilbage til Frankrig og opdagede, at Pierre Michaux (1813-83) og dennes to sønner allerede i 1861 havde fået samme idé og ligeledes havde påbegyndt en produktion.

Det nye køretøj fik navnet velocipede og blev straks populært overalt. Der blev dannet klubber og oprettet "rideskoler". I 1869 opstod den første cykellitteratur om kunsten at balancere på to hjul.

Velocipeden kom til Danmark i 1869 og blev modtaget med stor interesse. Man talte ligefrem om en velocipede-feber, der bredte sig over hele landet. Lokale smede påbegyndte en produktion, idet man i den første danske cykelproduktion kopierede den amerikanske eller den franske velocipede.

I Danmark fik den øgenavnet væltepeter efter sin tilbøjelighed til at miste balancen. Dette tilnavn blev videreført på den senere høje bicycle.

Den tunge, klodsede velocipedes popularitet svækkedes allerede i 1870 bortset fra i England, hvor den blev kaldt boneshaker ('knogleryster'). I stedet udviklede man lettere og mere hensigtsmæssige velocipeder. Det hule, lette rørstel blev opfundet, og dertil kom hjul med opspændte tynde eger, kuglelejer samt affjedring.

I 1870'erne var en betydelig produktion i gang i England, men andre steder troede man, trods forbedringerne, mindre på velocipedernes fremtid. Forhjulet begyndte nu at blive større, således at man ved stor fart ikke skulle træde så hurtigt rundt med pedalerne. Det nåede efterhånden en formidabel størrelse, kun begrænset af rytterens benlængde.

Velocipeden blev efterhånden til den høje bicycle, der var af en helt anderledes konstruktion. Det store forhjul og lille baghjul med tynde eger og massive gummiringe og en totalvægt på nu kun ca. 30 kg (tidligere op til 50 kg) bevirkede, at man kunne opnå en stor fart.

Med den høje bicycle opstod tillige cykelsport, -væddeløb, -ture og -klubber samt særlig cykelbeklædning. Det var hovedsagelig fra England, man indførte bicyclen; her var over 200 producenter. De første høje bicycler kom til Danmark i 1875, men det var kun de velstående, der købte selv; andre måtte leje.

I 1881 var der 10 høje bicycler i Danmark; året efter var der flere hundrede, da man også her i landet havde påbegyndt en produktion. Det blev nødvendigt at tilføje nye bestemmelser i politivedtægterne om kørsel på "ridemaskiner", som de også blev kaldt.

Uanset at man så småt var ved at indføre højrekørsel i Danmark, holdt bicyclisterne altid til venstre, da opstigningen foregik på venstre side ind mod siden af gaden.

I begyndelsen af 1890'erne begyndte bicyclernes antal at falde betydeligt. Der var dog mange, der stadig mente, at bicyclen var den rigtige cykel, og da den nye lave og mere sikre bicyclette eller safety opstod i 1888, blev bicyclen til the ordinary ('den almindelige').

Den nye cykeltype, der fremkom med to lige store hjul, lavere tyngdepunkt og pedaler i forbindelse med tandhjul og kæde til baghjulet, var langt sikrere end den høje bicycle. Safety-cyklen blev forbedret med først luftfyldte, senere oppumpelige dæk og slanger. Tillige kom variable gearsystemer og frihjulet, som var opfundet i 1821, men først blev almindeligt på safety-cyklerne omkring 1900.

Ordet bicycle blev i Danmark til cycle og i 1892 til cykel. Safety-cyklerne blev indført fra England, Tyskland og USA, men også den danske produktion var stærkt stigende. Cyklerne havde efter 1900 stort set fået en udformning, som forblev uændret indtil 1950'erne, da man først med minicyklerne med små hjul, senere med andre udformninger søgte at ændre cyklens stel. Nogle blev almindelige til transport og andet særligt formål, mens andre udelukkende blev et modefænomen.

Den firkantede konstruktion, der fremkom med safety-cyklerne i 1890'erne, er endnu den mest fremherskende, mens cyklens enkeltdele i teknisk og materialemæssig henseende stadig er i stor udvikling.