Apokatastase er inden for kristendommen forestillingen om alle rationelle væseners tilbagevenden til det oprindelige salige samfund med Gud; Guds riges endelige sejr.
Som egentlig lære forbindes forestillingen om altings genoprettelse især med den oldkirkelige teolog Origenes, men den findes også hos en række andre oldkirkelige forfattere, herunder Gregor af Nyssa.
Blandt kilderne til forestillingen om altings genoprettelse var en række nytestamentlige tekster, herunder Paulus' Første brev til Korintherne kapitel 15, hvor Paulus taler om, hvordan Gud skal blive "alt i alle", når Kristus har sejret endegyldigt over døden.
Selve begrebet om altings genoprettelse findes i Det nye Testamente i Apostlenes Gerninger kapitel 3, hvor apostlen Peter taler om "de tider", hvor "alt genoprettes".
Altings genoprettelse blev i oldkirken forbundet med en forestilling om alle bevidste væseners endelige frelse. Guds straf skal i Det nye Testamente forstås som midlertidig, ofte med henblik på irettesættelse snarere end gengældelse. Dette i modsætning til læren om en dobbelt udgang, hvor menneskeheden endegyldigt deles op i frelste og fortabte.
Som egentlig lære er forestillingen om altings genoprettelse forbundet med komplekse begreber om tid og evighed. De begreber, der i Det nye Testamente omhandler det evige, har på græsk flere mulige betydninger, hvilket især hos Origenes lagde grunden til en lære om verdenshistoriens inddeling i en række på hinanden følgende tidsaldre (æoner).
Læren om altings genoprettelse fandtes i oldkirken især hos græsktalende teologer, mens den blev modsagt af latinske teologer som Augustin af Hippo. Det er i nyere forskning omdiskuteret, hvor udbredt opfattelsen var i oldkirken før middelalderen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.