-It, græsk-latinsk og internationalt suffiks, af gr. -ites og lat. -ita. Med -it dannes substantiver og adjektiver, der betegner tilhørsforhold, oprindelse eller en karakteristisk egenskab. Endelsen bruges

1) om personer, fx hoplit, af gr. hoplon 'bevæbning' om en svært bevæbnet kriger, semit om en efterkommer af Sem og jakobit om en tilhænger af Jakob 2. af England. Se også indbyggerbetegnelser.

2) om mineraler, fx antracit, af gr. anthrax 'kul', bauxit efter stednavnet Les Baux i Sydfrankrig og sorensenit efter den danske geolog Henning Sørensen.

3) om produkter, fx eternit®, af lat. aeternus 'evig'.

4) om dannelser, fx dendrit, af gr. dendron 'træ' om forgrening på nervecelle og stalagmit af gr. stalagma 'dråbe' om drypstensdannelser.

Endelsen -it bruges tillige om kemiske salte med lavere oxygenindhold end salte på -at, fx sulfit; denne type er dannet enten af latinske verber med perf.part. på -itum eller efter substantiver på -is, gen. -itis.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig