taleorganer

Taleorganer, organer hos mennesket, som bruges til frembringelse af tale. Taleorganerne er biologisk udviklet af dele af legemet, som har eller oprindelig har haft andre funktioner som hovedformål, fx fødeindtagelse; de består af et trekoblet system:

Lungerne leverer den nødvendige mængde af udstrømmende luft og opretholder lufttrykket under frembringelsen af en ytring.

Struben fungerer først og fremmest ved, at den udstrømmende luft sætter stemmelæberne og dermed luften selv i vibrationer, hvad der er en forudsætning for at frembringe stemte sproglyde. Muskulært kan spændingen i stemmelæberne ændres, så de svinger med højere eller lavere frekvens og dermed varierende tonehøjde. Endelig kan struben som ventil spærre eller åbne for den udstrømmende luft, så der også kan frembringes ustemte sproglyde.

Svælget, mundhulen og næsehulen fungerer som resonansrum og giver hver enkelt sproglyd et specifikt akustisk spektrum med et bestemt dynamisk forløb. Tunge, ganesejl og læber kan forskellige steder i talekanalen lukke mere eller mindre til og derved forme hulrum, hvis egenresonanser bestemmer klangen i fx vokaler; se formant. Indsnævring eller tillukning ved tungen eller læberne kan også fremkalde luftvibrationer, fx eksplosioner som i p, t, k, turbulens som i s-lyde eller periodisk vibration som i visse r-lyde. Se også artikulation og sprog.