Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

stød

Oprindelig forfatter JRisc Seneste forfatter Erylaos

stød, fonetisk betegnelse for dynamisk accent, der er et karakteristisk træk i dansk, og som fx findes i ordene bo, hus, køn, sprælsk. Stød opstår, ved at stemmelæberne under udtalen af en stavelse svinger uregelmæssigt, såkaldt laryngalisering, eller ved at de kortvarigt lukkes fast sammen. Det "vestjyske stød", fx i jysk efter, stødet i visse nordtyske dialekter samt "glottal catch" i cockney minder fonetisk om det almindelige danske stød, men har en anden oprindelse. Flere tonesprog, fx kinesisk, har laryngaliserede tonale accenter.

I dansk forekommer stødet i rigssproget og dialekterne nord for "stødgrænsen"; se danske dialekter. Historisk er der en endnu uafklaret sammenhæng mellem udvikling af stød i dansk og af tonale accenter i norsk og svensk samt i nogle dialekter i det sydligste Danmark.

Stødet rammer altid enten en lang vokal, fx bo, hus, eller en stemt konsonant efter kort vokal, fx søm, sprælsk. Enstavelsesord af disse typer har stød; ved kort vokal plus enkeltkonsonant er der dog kun stød i nogle ordformer, fx du kom over for kom så. Usammensatte tostavelsesord med tryk på første stavelse og med åben sidstestavelse er typisk stødløse, fx kulde, spise, solo. Bestemt form udløser stød i typerne ven-vennen, nu-nuet, men ændrer ellers ikke ved en ordforms stød; således har (vin)rusen, børnene stød i overensstemmelse med ubestemt form rus, børn, og (åle)rusen, ørnene er stødløse ligesom ruse, ørne.

Annonce

Det er ellers svært at give simple og samtidig dækkende regler for stødets forekomst. Ordformer med samme bøjningsendelse kan være enten stødbærende eller stødløse på den foregående stavelse, uden at der er et indlysende mønster, jf. det stødbærende han maler over for det stødløse han smøler og det stødbærende haller over for det stødløse skaller. Stødet er ofte distinktivt ved ellers enslydende ord, fx vend over for ven, Møller over for møller eller den næstsidste stavelse af at udtale over for en udtale.

Stødets fonetiske egenart og især manglen på enkle regler for dets forekomst volder problemer for voksne, der vil lære dansk. Da der i et stort dansk område syd for stødgrænsen tales et stødløst regionalsprog, må dansk udtalt uden stød anses for en fuldt acceptabel sprogvariant. Se også prosodi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Rischel: stød i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166373