Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

redundans

Oprindelig forfatter JRisc Seneste forfatter Redaktionen

redundans, overtydelighed ved gentagelse af samme information i forskellig form i en given sammenhæng.

Sprogligt kan en meddelelse indeholde så megen overflødig information, at den forstås, selvom en del af tegnene (signalerne) går tabt.

Fonetisk viser redundans sig bl.a. ved træk som vokallængde og -kvalitet, fx eng. beat over for bit og pool over for pull, hvor det kan diskuteres, om det er længde eller spændthed, der er hhv. redundant eller betydningsadskillende.

Annonce

Ordet redundans kommer af latin redundantia 'overflod, fylde', af red-, se re-, og afledning af unda 'bølge'.

Grammatisk redundans kan fx foreligge, både når de enkelte led i et syntagme kongruensbøjes, og når præpositioner styrer bestemte kasus, jf. ty. der kleine Junge 'den lille dreng' og für den kleinen Jungen 'for den lille dreng'.

I talesprogskonstruktioner som pigen, hun sover foreligger der en særlig form for redundans, som ofte benævnes pleonasme.

Redundans er et centralt begreb i informationsteori, hvorfra det er kommet ind i lingvistikken, se information.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Rischel: redundans i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149368