Lydsymbolik, en motiveret sammenhæng mellem et ords lyde og dets betydning. Lydsymbolik ses klarest i direkte lydefterlignende ord som mjav, vov, kykliky, plask og bums, men fornemmes også af de fleste i ord som flagre, hvine, glitre, kradse, lillebitte i modsætning til ord som hest og brød. At det ikke blot er subjektive fornemmelser, ses bl.a. af, at sådanne ord ofte har samme eller lignende lyde i ubeslægtede sprog; fx findes vokalen i ofte i ord for lille. Lydsymbolik findes kun i begrænset omfang i europæiske sprog, men i fx vestafrikanske og østasiatiske sprog kan det gælde flere tusinde ord.