Labiodental, (af lat. labium 'læbe' og afledn. af dens 'tand'), sprogvidenskabelig betegnelse for lyde, der artikuleres mellem underlæben og fortænderne i overmunden, fx f og v. Labiodentale hæmmelyde er meget almindelige i verdens sprog, jf. fx fin og vin. En labiodental nasal, [ɱ], kan opstå, når [m] står foran [f] eller [v] som i symfoni, omvendt.