Intonation, i nyere sprogvidenskabelig praksis tonegang; efter en ældre norm alle de fænomener, der nu sammenfattes under begrebet prosodi, dvs. såvel længde, tryk og rytme som tonegang.

Faktaboks

Etymologi
Ordet intonation kommer af middellatin intonatio, af intonare 'give tone', af in- og afledn. af tonus 'tone, lyd'.

Intonation har flere arter af sproglig funktion. Med brud i tonegangen afgrænses fraser inden for sætningen, sætninger inden for paragraffen og paragraffer inden for teksten. Intonation, tidligere benævnt sætningsmelodi, signalerer desuden ofte sammen med ordstilling eller spørgeord og -partikler forskellen på afsluttede og ikke-afsluttede ytringer, herunder spørgsmål. I dansk er den forskel fordelt hen over hele ytringen, således at afsluttede ytringers intonation falder mere fra start til slut end ikke-afsluttede ytringers. I andre sprog, fx svensk, er forskellen begrænset til en tonebevægelse et bestemt sted i ytringen. Intonation signalerer også — ofte sammen med stemmekvalitet — den talendes holdning til det, der tales om; der er her tale om et udtryksmiddel, som ikke har noget modsvar i skriftsproget.

I mange sprog har tonegangen en væsentlig rolle som signal for tryk. I forbindelse med den trykstærke stavelse sker der — bestemt af sprog- og dialektforskelle — en tydelig og hurtig ændring af tonehøjden: Enten opad eller nedad og enten umiddelbart før, midt i eller umiddelbart efter trykstavelsen. I københavnsk rigsmål følges en trykstærk stavelse af en tonestigning, og derefter falder tonehøjden jævnt gennem de følgende tryksvage stavelser. I bornholmsk har de tryksvage stavelser jævnt stigende tone fra den lave trykstærke stavelse. I mange former for jysk følges en høj trykstærk stavelse af et fald i tonehøjden.

I en række sprog har enkeltord betydningsadskillende tonegange, såkaldte ordtoner, således i visse sønderjyske dialekter, i norsk og svensk samt i mange sprog i Centralamerika, Afrika og Sydøstasien. Når man i sprogvidenskaben taler om intonation, sigter man normalt til tonegangen i hele ytringer, ikke til disse ordtoner.

Intonation har andre funktioner end de rent sproglige. Den opleves ofte som det tydeligste kendemærke for den talendes regionale eller dialektale baggrund. Der kan dog være såvel aldersbestemte som socialt bestemte intonationsforskelle mellem dansktalende fra samme egn. Tonegang er også nært knyttet til mere foranderlige forhold som den talendes sindstilstand og talestil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig