dansk syntaks

Centralfelt og slutfelt er fælles om rækkefølgen verbum — genstandsbetegnende ord — adverbium, men de adskiller sig samtidig i alle tre led: Verbet i centralfeltet er finit: havde, verbet i slutfeltet er infinit: sendt; det genstandsbetegnende ord i centralfeltet, pronomenet vi, er sætningens subjekt, det tilsvarende i slutfeltet, substantivet brevet, er dens objekt; adverbiet ikke i centralfeltet bestemmer hele sætningsindholdet og er derfor bundet til det finitte verbum, hvorimod adverbiet dengang i slutfeltet frit kan anbringes i forfeltet: dengang havde vi ikke sendt brevet. Subjekt eller objekt kan også placeres i forfeltet: vi havde ikke sendt brevet dengang / brevet havde vi ikke sendt dengang. I sådanne tilfælde står den ordinære plads i skemaet tom. Desuden kan frie adverbialer flyttes til centralfeltet, fx vi havde dengang desværre ikke sendt brevet. En plads kan således udfyldes med flere repræsentanter for samme ledtype.

Forskellen mellem den selvstændige og den uselvstændige sætnings opbygning fremgår af det udfyldte ledsætningsskema.

Her er alle pladser faste. Det første felt, forbinderfeltet, kan kun indeholde underordnende konjunktioner (bindeord) eller spørgeord som hvorfor, hvad osv., fx hvad de mon havde troet. I centralfeltet er rækkefølgen subjekt — adverbium — finit verbum. Konjunktionerne at og som kan udelades, så forbinderfeltet bliver tomt: man mente, (at) vi ikke havde sendt brevet / det brev, (som) vi faktisk havde sendt.

Forrest i begge sætningsstrukturer kan der sættes konjunktioner, som sideordner med en foregående sætning: men desværre havde vi ikke sendt brevet dengang / og hvis vi ikke havde sendt brevet dengang.

Til disse hovedregler for sætningsbygningen hører nogle få undtagelser: I en helsætning uden infinit verbum sættes et tryksvagt objekt foran adverbiet i centralfeltet, fx så kender jeg hende ikke. I helsætninger med både finit og infinit verbum sættes et negativt led på adverbiets plads i centralfeltet: derfor havde han ingenting mærket; for ledsætninger gælder det også uden infinit verbum: hvis han nu ingenting mærker / hvis han nu ingenting havde mærket.

I alle de førnævnte eksempler består hvert enkelt sætningsled af ét ord. Men et led kan være adskilligt længere. Fx kan desværre udskiftes med det omfangsrige adverbial på grund af uforudsete vanskeligheder, og brevet kan ombyttes med de en uge forinden bestilte brochurer, uden at dette ændrer sætningsskemaet. Et led kan også være formet som en sætning. I den følgende helsætning indgår der tre ledsætninger:

Det er typisk, at en ledsætning er opbygget som en uselvstændig sætning; at-sætninger kan dog få helsætningsform: hun påstod, at hun aldrig havde hørt det før kan omformes til hun påstod, at det havde hun aldrig hørt før; og en spørgende helsætning kan fungere som led i en overordnet helsætning: varer smerten ved, bør De søge læge. Omvendt kan visse sætninger med ledsætningsstruktur fungere selvstændigt, fx at du dog ikke kan tie stille! / gid jeg aldrig havde fået den idé. Grænsen mellem sætninger kan udviskes, ved at et sætningsled, der hører hjemme i en ledsætning, flyttes frem i helsætningens forfelt (sætningsknude): den aftale mener jeg vi kan stole på; i formelt sprog undgår man dog helst at flytte ledsætningens subjekt, især hvis det er et kasusbøjet pronomen, fx ham ved jeg ikke hvor bor.

Læs videre om ordforråd eller læs om dansk generelt.