Verbernes bøjning har to tider: nutid og datid. Foruden det nuværende, fx nu sner det, betegner nutidsformen dels det fremtidige, fx i morgen får vi gæster, dels det altidige, fx solen står op i øst. Datidsformen betegner det fortidige, fx i går havde vi gæster, men er tillige udtryk for det blot tænkte, ikke virkelige, fx hvis jeg forstod spørgsmålet, skulle jeg gerne svare / gid det var så vel! De relative tider førnutid og førdatid udtrykkes ikke ved bøjning, men ved omskrivning, i aktiv oftest ved forbindelse af have/være i nutid eller datid + datids participium af hovedverbet, fx kassereren har/havde opkrævet kontingentet og gæsterne er/var ankommet.
Som før nævnt dannes nutidsformen i aktiv af verbalstammen med tilføjet -er: opkræv-er, føl-er, tag-er; meget få verber afviger fra denne regel, fx gøre — gør. Datid kommer derimod til udtryk i flere forskellige bøjningsformer: opkræv-ede, føl-te, gjor-de, tog. På dette grundlag skelner man mellem to hovedgrupper. Den ene danner datid ved hjælp af en endelse, der føjer en stavelse til verbalstammen, såkaldt svag bøjning. Den anden har endelsen nul, så datidsformen består af én stavelse, almindeligvis med ændring af stammevokalen, såkaldt stærk bøjning.
Fælles for datidsendelsen i den svage bøjning er, at den i udtalen rummer de nærtbeslægtede dentaler [ð] og [d] el. [t], men efter endelsens forskellige former falder bøjningen i tre grupper. Langt den største gruppe får -ede; den omfatter ca. 90% af de svage verber, og alle nye verber i dansk henføres spontant til denne gruppe, fx kvaje sig, trunkere, zoome. Gruppen med -te, fx spis-te, udgør ca. 10%. Kun enkelte verber tilføjer -de, fx dø-de, hav-de, lag-de; i bl.a. det sidste tilfælde høres d ikke i udtalen. Mere end en snes verber kan have både -ede og -te i datid, fx gabede/gabte, låsede/låste.
En del af de svage verber, som danner datid med -de og især -te, skifter tillige vokal under bøjningen: gøre — gjorde, lægge — lagde, sige — sagde og bl.a. tælle — talte, sælge — solgte, smøre — smurte. Til karakteristikken af den svage bøjning hører, at vokalen i datids participium er den samme som i datid: gjort, lagt, sagt, talt, solgt, smurt.
Den stærke bøjning er langt mere sammensat end den svage. Stammevokalen kan skifte ikke blot fra nutid til datid som fx drikker — drak, men også til datids participium: drukket; i participiet kan den falde sammen med nutids vokal som i bider — bed — bidt eller med datids vokal som i bliver — blev — blevet; og participiet kan være enstavet som bidt eller tostavet som blevet. Dertil kommer, at en halv snes stærke verber føjer -t til datidsformen med eller uden vokalskifte, fx binder — bandt, falder — faldt. Kombinationsmulighederne er tilsammen hen ved 30:
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.