Danmark. De klassiske, i nutiden svindende danske dialekter deles i tre hovedområder: østdansk, ødansk og vestdansk. Det vigtigste skelnemærke er behandlingen af den tryksvage endevokal, rigsmålets [ə], der skrives e. Østdansk (Bornholm) har bevaret det gammeldanske [ɑ], ømålene (Sjælland, Fyn og de sydlige øer) har [ə], mens endevokalen er faldet bort i vestdansk (Jylland), fx i ordet bære. Gennem Jylland går flere grænser, der er begrundet i brug af den bestemte artikel, udtale af h- og stød. Vest- og sønderjysk har således foransat artikel: æ stol 'stolen', æ bord 'bordet', og øst- og vestjysk udtale er fælles om at have bevaret det gammeldanske [h] i ord som hjælpe og hvid. Stødgrænsen skærer de øvrige dialektgrænser.

.

Sproget i Danmark er dansk. Det er modersmål for langt størstedelen af befolkningen og enerådende som offentligt sprog.

Udbredelse

En del af de tysksindede danske statsborgere taler dansk (sønderjysk) hjemme, selvom dette mindretal dyrker tysk som identitetsspejl. Ca. 626.000 personer, dvs. ca. 11.1 % af befolkningen (2014), er indvandrere fra de senere tiår eller efterkommere af dem; deres sprog har, undtagen i enkelte ungdomsgrupper, hidtil ikke haft nogen påviselig indflydelse på det danske sprog.

På Færøerne er dansk efter hjemmestyreloven officielt sidestillet med færøsk, idet færøsk dog er hovedsproget på Færøerne; dansk er obligatorisk skolefag og første fremmedsprog. I Grønland skal dansk kunne anvendes i offentlige anliggender, selv efter at grønlandsk blev anerkendt som officielt sprog med selvstyreloven af 2009. Også i den islandske skole undervises der i dansk, omend sproget ikke længere har status som første fremmedsprog. Dansk er her et middel til nordisk kontakt. Desuden er dansk modersmål eller kultursprog for dansksindede tyske statsborgere i Sydslesvig, ligesom sproget i et vist, meget begrænset omfang holdes levende af danske indvandrere i Amerika og Australien. Internationalt har dansk siden 1973 været officielt sprog i EU.

Generelle sprogforhold

Inden for den indoeuropæiske sprogæt hører dansk til den nordgermanske (nordiske) gruppe sammen med islandsk, færøsk, norsk og svensk; de to sidste sprog er i vidt omfang umiddelbart forståelige for danskere. Som skriftsprog er dansk kendetegnet ved en meget fast norm, hvorimod talesproget opviser betydelige udtalevariationer, idet dog kun få taler egentlig dialekt (se danske dialekter). Det store flertal behersker enten det stedløse rigsmål eller oftere en regional og/eller social variant deraf; men rigsmålsbegrebet dækker over stadige og klart generationsbetingede udtaleforskydninger, som gerne har deres udspring i København.

Det skrevne sprog

Dansk skrives med det latinske alfabet, udvidet med æ og ø samt fra 1948 med å, der indtil da blev skrevet aa. Bogstaverne c, q, w, x og z bruges kun i visse låne- og fremmedord, fx check, quiz, weekend, fax. Retskrivningen er overvejende konservativ og stemmer kun delvis med nutidig udtale. I fx ligge, skylle, mund står i, y, u for en udtale, der svarer til e, ø, å, mens samme vokaltegn i kigge, skylde, hund udtales bogstavret. Forbindelsen eg angiver en lang vokal plus konsonant i fx veg, men diftongen [ɑi̯] i leg, og samme diftong kan også skrives ej som i vej. Af stavemåder som hul, fyr, læs kan man ikke se, om vokalen er lang eller kort; det kan man derimod af hule, fyren, læser og hulle, fyrren, læsser, hvor enkelt konsonant betegner lang vokal og dobbelt konsonant kort. Skrivemåderne ld og nd, hvor d kan være stumt, viser altid kort vokal som fx i huld, bold, vind, bande. Låneord skrives dog ofte efter det fremmede sprogs mønster, derfor fx cykel, etape, kapitel med enkelt konsonant efter kort vokal.

Udtale

Dansk er usædvanlig rigt på vokaler. Til skriftens 9 vokalbogstaver svarer 16 lyde, fx står a for tre forskellige udtaler i sal, salt og saks. Hertil kommer adskillige diftonger, fx [ɑj] som i leje og lege, [ɒw] som i skov og sogn. Af konsonanterne er kun få stemte; fx udtales [b d g] ustemt, og de til d og g svarende hæmmelyde [ð] og [ɣ] artikuleres slapt, ligesom det er tilfældet ved [ʁ], der dannes med drøbelen, men efter en vokal omdannes til en å-agtig vokallyd [ʌ]. I samspil med den typiske svage vokal [ə] i bøjningsendelser som -er, -ede, -ene osv. bliver udtalen ret indistinkt. Til det særlige danske lydindtryk hører også stødet, et tilnærmet stemmebåndslukke, der optræder i bestemte ordtyper, fx i enstavelsesord som gab, fugl, hånd og i nutidsformen læser til forskel fra navneordet en læser.

Bøjninger

Inden for germansk er to grammatiske træk særegne for de nordiske sprog, dels den efterhængte bestemte artikel, fx dag-en, år-et, dage-ne, år-ene, dels verbernes passivform, fx føl-es, følt-es. I forbindelse med et adjektiv i bestemt form er artiklen et foranstillet selvstændigt ord, den lang-e dag, det ny-e år, de kær-e børn.

Substantiver henføres til enten fælleskøn eller intetkøn, en dag, et år, og adjektiver og pronomener har kønsbøjning, stor, stor-t, nogen, noget. Talbøjning udtrykkes på fire måder i substantiver, dag-e, uge-r, måned-er, år (med nul-endelse). Flertalsendelsen er i nogle ord kombineret med omlyd, fx fodfødder, mandmænd; adjektiver og pronomener tilføjer i flertal -e, stor-e, min-e. Substantiver har to kasus, nominativ og genitiv, gæst-s, gæst-er-s, gæst-en-s, gæst-er-ne-s; syv personlige pronomener har desuden akkusativ, fx hunhendehende-s. Adjektiver kan gradbøjes, dybdyb-eredyb-est.

Verber bøjes i to tider, præsens (nutid) og præteritum (datid). Præsens dannes ved tilføjelse af -er eller -r, elsk-er, stå-r. I præteritum skelnes mellem svag og stærk bøjning. Svag bøjning omfatter to typer, elsk-ede, føl-te. Stærk bøjning kendetegnes af nul-endelse eller -t, oftest forbundet med vokalskifte (aflyd), fx skyd-erskød, find-erfand-t, fald-erfald-t. De tilsvarende participier (tillægsformer) er elsk-et, føl-t, skud-t, fund-et, fald-et. Optativ (ønskemåde) har samme form som infinitiv (navneform), Brudeparret lev-e! Pokker stå i det! Imperativ (bydemåde) er lig med verbets rod, lev, stå.

Sætningsbygning

I dansk såvel som i norsk og svensk er en hovedsætning tydeligt forskellig fra en bisætning. I hovedsætningen kan subjekt, objekt og visse adverbialer ombyttes frit, Men jeg læste ikke avisen i går / Men avisen læste jeg ikke i går / Men i går læste jeg ikke avisen. Derimod er bisætningens ledstilling fast med sætningsadverbialer (her nægtelsen) mellem subjekt og verbal, da jeg ikke læste avisen i går.

Ordforråd

Det danske sprogs ordforråd er i princippet ubegrænset, da nye ord frit kan dannes ved sammensætning og afledning, fx langtidsplanlægge, tværfaglighed, opbakning, iværksætter. På et tidspunkt ophører lange sammensætninger at være meningsgivende, men langt hen ad vejen kan disse afkodes meningsfuldt. For eksempel er et reservelægestedtillægomregningsbeløb et beløb til brug ved omregning af stedtillæg for reservelæger.

De største danske ordbøger rummer over 200.000 ord.

Sprogets historie

Historisk set er dansk en dialekt af et fællesnordisk sprog, som kendes fra ca. 200 e.v.t. Først hen imod år 1200 er udspaltningen tydelig; vikingetidens mange låneord i engelsk, law, window, ill, loose, die, take, both, they osv., er nordiske snarere end danske. Karakteristiske danske udtaleændringer i 1100-t. er reduktionen af [a], [i], [u] til [ə] i ubetonede stavelser, fx kaste, time, morgen af fællesnordisk kasta, timi, morgunn, jf. svensk kasta, timme, morgon; desuden reduktionen af bl.a. hæmmelyden [ɣ] ved bortfald eller diftongering som i tie, flue, øje, skov, svarende til nydannet lukkelyd i svensk tiga, fluga, öga, skog, samt omdannelsen af [p], [t], [k] efter vokal til [b], [ð], [ɣ], fx i reb, uden, kage, jf. svensk rep, utan, kaka.

Gennem tiderne har dansk optaget tusindvis af ord fra fremmede sprog, især fra nedertysk i middelalderen, fx krig, smuk, håbe, og afledningselementer som be-, bi-, -agtig, -bar, -hed, -inde, -mager, -eri. Eksempler på ord fra højtysk, der er indlånt efter Reformationen, er gevær, munter, anstrenge, omsonst; fra fransk er indgået et betydeligt antal låneord siden 1600-t., fx affære, nervøs, genere, partout; ord fra engelsk er indlånt navnlig i 1900-t., fx klub, smart, skippe, okay. Gennem hele tidsrummet er låneord optaget fra latin og græsk, fx præst, motor, telefon, krise, immun, senil, vital, skrive, imponere, cirka, ekstra. Som det fremgår af eksemplerne, er de allerfleste fremmede bestanddele blevet tilpasset det danske lyd- og bøjningssystem.

De historiske forskydninger i ordforrådet er for en stor del forårsaget af ydre faktorer som den kristne mission i vikingetiden, handelssamkvem med hanseatiske købmænd, indvandring af nordtyske håndværkere og adelsslægter i middelalderen, den lutherske reformation i 1500-t. og siden da bred kulturel kontakt med de moderne internationale prestigesprog, først tysk og fransk og fra slutningen af 1800-t. overvejende engelsk; og hele dette vesteuropæiske kulturmiljø har til stadighed optaget ordstof fra de "døde" sprog latin og græsk. Under samme ydre påvirkninger er udviklingen i alt væsentligt forløbet parallelt i dansk, norsk og svensk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig