Yves Congar, 1904-1995, fransk katolsk teolog. Han har skrevet banebrydende arbejder om forståelsen af kirken, herunder om økumenisk teologi og om lægfolkets rolle. Efter forbud fra Vatikanet mod at undervise og mod at have samkvem med protestanter tilbragte han fra 1954 flere år i Jerusalem og Cambridge. Oprejsningens time kom med 2. Vatikankoncil 1962-65, hvor Congar spillede en markant rolle; trods tiltagende svagelighed arbejdede han siden energisk for udbredelsen af koncilets idéer. I 1994 blev han kardinal. Hans sidste store arbejde er værket Je crois en l'Esprit Saint (3 bd., 1979-81, Jeg tror på Helligånden).