valdensere

Valdensere er grupper af ikke-katolske kristne fortrinsvis i det sydlige Frankrig og nordlige Italien, efter traditionen grundlagt af Petrus Valdes, en velhavende borger i Lyon. Omkring 1170 blev Petrus Valdes grebet af fattigdomsidealet; han opgav sit borgerlige liv og forærede sin formue væk. Som omvandrende prædikant forkyndte han en bogstavelig efterfølgelse af Kristus, og han lod dele af Bibelen oversætte til modersmålet. Med sit virke gav han impuls til en bred folkelig bevægelse, der var kendetegnet ved lægmandsforkyndelse, personlig fattigdom, omsorg for fattige og syge samt undsigelse af kirkens rigdom. I trosspørgsmål lå valdenserne meget tæt på romerkirken.

Allerede i 1184 blev valdenserne erklæret for kættere af den romerskkatolske kirke, og tidligt i 1200-tallet blev bevægelsen splittet i flere grupper; nogle slog sig ned i Tyskland og Østrig. Til trods for forfølgelser bestod valdenserne i resten af middelalderen og havde forbindelse til bl.a. de bøhmiske brødre. Under Reformationen sluttede flere valdensere sig til den reformerte kirke.

Der findes stadig valdensiske kirker i Italien (Chiesa Evangelica Valdese, en sammenslutning af valdensere og metodister) og i Sydamerika. Den danske Valdensermission, som blev opløst efter 2. Vatikankoncil (1962-65), støttede valdenserne.