Tibet (Religion)

Tibetansk religion kendetegnes ved den særlige tibetanske buddhisme (lamaisme), men oprindelig var det religionen bon, der dominerede.

Buddhismen blev indført fra Indien, første gang under de tibetanske konger (629-842), især i slutningen af 700-tallet og begyndelsen af 800-tallet. Især tantrisk buddhisme (se tantra) slog an, givetvis fordi den med sin brug af magi til at beherske omverdenen var i overensstemmelse med dele af bon og de folkereligiøse praksisser, der allerede fandtes, og som i høj grad blev inkorporeret i buddhismen.

Tibetansk buddhisme karateriseres derfor bl.a. ved en række ritualgenstande (fx bedeflag og bedemøller), som ikke findes i andre former for buddhisme. Også bon-guddomme og guddomme og dæmoner fra folkereligionen blev inddraget i buddhismen, ofte som beskytterguddomme.

I midten af 800-tallet forsvandt buddhismen stort set fra Centraltibet, men levede videre i både Øst- og Vesttibet. Fra 1000-tallet bragte en række indiske missionærer og tibetanske oversættere atter buddhistiske belæringer til landet; det betegnes ofte som buddhismens anden spredning. Hermed grundlagdes ordenerne kadam (fra 1400-tallet gelug), sakya og kagyu. Tilhængerne af læren fra den første spredning kaldes for nyingmapa (se nyingma), men de blev først en egentlig orden med klostercentre i 1600-tallet. Ordenerne, der havde klostre spredt ud over hele det tibetanske område, blev en stabiliserende faktor, og de blev tidligt politisk betydningsfulde.

De religiøse lærere, lamaerne, havde stor betydning som ledere af både ordenerne og de enkelte klostre, hvorom en stor del af det religiøse liv drejer sig. Ifølge tantrisk buddhisme kræves belæringer, indvielse og velsignelse af en lama, for at den religiøse praksis skal være succesfuld. Lamaen fik dermed en rolle som formidler af det guddommelige, der minder om shamanens. Det var også lamaernes linje, rækken af mestre, der mundtligt har videregivet belæringerne til deres disciple, der blev grundstammen i ordenerne, tibetansk buddhismes vigtigste organisationsform. Fra 1200-tallet begyndte man at udpege kloster- og ordensledere ved at finde drenge, der blev betegnet som tulkuer, reinkarnationer af afdøde lamaer. Systemet, der fortsat er et markant træk ved tibetansk buddhisme, blev en succes, idet man derved kunne sikre spirituel kontinuitet samt en arvefølge, selvom munkene lever i cølibat. Karakteristisk for tibetansk buddhisme er, at der lægges vægt på mahayana og vajrayana eller en kombination af disse. I de store klostercentre er der blevet produceret en omfangsrig filosofisk litteratur, mens man blandt den almindelige befolkning især interesserer sig for de magiske kræfter, lamaerne menes at besidde. Denne bredde har givet tibetansk buddhisme en styrke blandt befolkningen, så religionen i dag (2008) er det vigtigste element i tibetansk identitet og nationalisme, ligesom den også er blevet populær i Vesten.