Ganzfeld-teknik, en laboratoriemetode inden for parapsykologien, hvor man ved at eliminere forsøgspersonens normale sanser søger at forstærke den såkaldte ekstrasensoriske perception (ESP). Personen får klapper for øjnene og høretelefoner med et monotont brus af beroligende lyde ("white noise"). Når der danner sig forestillingsbilleder, søger forsøgslederen ad telepatisk vej at overføre et tilfældigt valgt "farvebillede" til forsøgspersonen og således at påvirke dennes forestillingsliv. Ved løbende kritik af metoden er man nået frem til sofistikerede eksperimenter, men resultaterne kan stadig diskuteres.