Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

teosofi

Oprindelig forfatter CHKo Seneste forfatter Redaktionen

teosofi, fællesbetegnelse for en række former for religiøs og filosofisk tænkning, hvis mål er at erkende det guddommeliges væsen og virken ofte under påberåbelse af en særlig åndelig erkendeevne, indre indsigt eller åbenbaring.

Indtil ca. 1550 betegnede teosofi det samme som teologi, men i kraft af navnlig nogle af Paracelsus' og Jakob Böhmes bogtitler fik ordet den nuværende betydning.

I nyere tid er betegnelsen forbundet med de åndelige retninger, der fra 1875 opstod omkring Teosofisk Selskab.

Annonce

Ordet teosofi kommer af græsk theos 'gud' og -sof(i).

Madame H.P. Blavatskys lære, senere videreudviklet af Annie Besant mfl., bygger på hinduistisk, buddhistisk og kabbalistisk tankegods og inkorporerer sjælevandringslæren og elementer fra renæssancens okkulte traditioner.

I denne form blev teosofien i 1919 fordømt af den katolske kirke som uforenelig med den katolske tro. Som andre sekteriske bevægelser har også teosofien været genstand for fraktionering; således dannede Rudolf Steiner i 1913 Antroposofisk Selskab (se antroposofi). Se også Shan-bevægelsen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Henrik Koch: teosofi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170865