Spøgeri, tilsynekomst af en skikkelse, sædvanligvis menneskelig, som, når den kan identificeres, næsten altid viser sig at være en afdød person.

Ifølge folketroen drejer det sig om personer, der på grund af deres ugerninger eller voldsomme død ikke kan finde fred i graven. Andre ord for spøgelser er fx dødninge, gejster, gespenster, spektra, ånder og arme sjæle.

Der skelnes mellem egentlige spøgelser, der kan påvirkes af omgivelserne, fx af iagttageren, og gengangere eller genfærd, der er umulige at komme i kontakt med, men blot går igen som i en film, der spilles gang på gang. De egentlige spøgelser er ofte godartede, fx den afdøde mor, der kommer for at rådgive sine børn. Særlig kendte er de såkaldte sidste hilsen-fænomener, hvor en person netop i sit dødsøjeblik viser sig for sine nærmeste.

Dødninge er revitaliserede lig, som delvis kan fungere på det fysiske plan, fx moderen under mulde, som vender hjem og giver sit spæde barn die, strandvaskeren, som griber fat i den, der finder ham, og forlanger at blive begravet i indviet jord, eller vampyren, som suger blod.

Et kirkegårdsspøgelse skal være en rest af det sind, som opretholdt kroppens livsfunktioner. Kirkegårdsspøgelset, som ofte er vagt i konturerne, gengives konventionelt som et "lagenspøgelse"; det opholder sig gerne på steder, hvortil det som del af det levende menneske var knyttet, eller på den kirkegård, hvor kroppen er begravet. Hvide spøgelser skal være gode, grå eller farvede knap så elskværdige, og sorte onde.

I norsk folketro er en draug det ildevarslende syn af en, der er druknet på havet, og som derfor ikke er kristent begravet.

Ud over tilsynekomster kan visuelle tegn på spøgeri bl.a. være genstande, der flyttes rundt på, møbler, der væltes, og lys, der tændes eller slukkes; auditive tegn kan fx være skrig, lyden af skridt, bankelyde og spontant opstået lyd fra musikinstrumenter. Se også poltergejst-fænomener.

Kulturhistorie

Spøgerioplevelser har man kendt gennem alle tider og i alle kulturer. En tidlig spøgelseshistorie er ca. 100 e.Kr. nedskrevet af Plinius d.y.: Et hus i Athen hjemsøgtes af et gespenst; en gammel, pjaltet, skægget mand med lænker om arme og ben viste sig hver nat. Da Athenodoros flyttede ind i huset, åbenbarede spøgelset sig, vinkede ham ud i gården, pegede mod et bestemt sted og forsvandt. Ved gravning fandtes et skelet med lænker om arme og ben. Det blev begravet på værdig vis, hvorpå spøgeriet ophørte.

Sagnfortællingens kunst blomstrede i de gamle samfund, hvor analfabetisme og ringe belysningsforhold rådede. Om aftenen samledes folk om fortælleren og hørte om de spøgerier, som alle troede på.

Med den stigende oplysning og det elektriske lys var fortælletraditionen ved at gå i glemme. Folkemindesamlere som J.M. Thiele, Svend Grundtvig og Evald Tang Kristensen sikrede i 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. det danske fortællemateriale imod at gå i glemme.

Spøgerierne må betegnes som en vifte af fænomener med visse sammenfaldende træk, men ikke nødvendigvis beslægtede. Fru Ingeborg Skeel til Voergaard ved Sæby siges at lægge sine spøgerier i tilslutning til sit gengangeri og opnår derved en forlænget manifestationstid. Sjælen, menneskets udødelige del, har angiveligt ondt ved at finde ledig energi til længerevarende tilsynekomster.

Herregården Kjærstrup på Lolland ejedes 1660-80 af jomfru Margrethe Friis. Hun skulle giftes, og hendes brudekjole var syet, men dagen før brylluppet druknede brudgommen. Siden stod hun i søvnløse nætter op og gik med et tændt lys i hånden gennem sale og gange, åbnede klædeskabet, kyssede kjolen og græd sig i søvn. Der er nutidige beretninger om, at dette gengangeri endnu stundom kan ses. Se også varsel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig