Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

biorytme

Oprindelig forfatter Fersl Seneste forfatter Redaktionen

biorytme, periodiske ændringer i organismers eller organers funktion, fx menstruationsrytmen, se biologisk rytme. Hos mennesker anvendes ordet populært om tre påståede livsrytmer, hvis eksistens er omdiskuteret og ikke videnskabeligt anerkendt: 1) en fysisk cyklus på 23 dage, hvori man svinger mellem at være energisk og udkørt; 2) en følelsesmæssig cyklus på 28 dage, hvori man svinger mellem at være kreativ/glad og irritabel/deprimeret; 3) en intellektuel cyklus på 33 dage, der svinger fra hurtig tankevirksomhed til mangel på koncentration. Alle tre rytmer hævdes at have deres udgangspunkt i fødslen.

Den fysiske (mandlige) og psykiske (kvindelige) cyklus blev beskrevet i 1906 af Freuds nære ven, øre- og næselægen Wilh. Fliess (Berlin) og i 1909 af Freuds elev Hermann Swoboda (Wien), intelligensrytmen i 1920 af Alfred Teltscher (Innsbruck).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Fersling: biorytme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47414