Sværdklinge fra Illerup Ådal; et romersk arbejde, formentlig fra Gallien, med en metalindlægning på klingen, der forestiller Mars.

.

Mars er den romerske krigsgud, i mytologien identificeret med grækernes Ares. Det gamle romerske års første måned, marts, er opkaldt efter ham, og hans tilknytning til den romerske hær fremgår af festerne i forår og efterår, dvs. begyndelsen og slutningen på den militære sæson. Hans navn er på latin ofte synonym for 'kamp'.

Mars, der på arkaisk og arkaiserende latin hedder Mavors (måske oprindelig 'kampvender'), er i hele det italiske område desuden en vegetationsgud med særlige fester om foråret og i eftersommeren; en funktion, som Ares ikke har. Græske og romerske kilder beretter om et urgammelt ikke længere praktiseret ritual, ver sacrum (indviet forår), som blev brugt ved misvækst, pest og andre katastrofer: Mars fik løfte om at få alt nyfødt som offergave mod at afvende ulykken. Dyreunger blev slagtet, og når menneskebørnene født i marts-april det år var blevet voksne, blev de sendt ud af byen for at grundlægge et nyt samfund.

Mars havde flere templer i Rom, bl.a. et alter, som gav navn til Campus Martius, Marsmarken, og templet for Mars Ultor (Hævneren), som Augustus lod rejse på sit forum til minde om kampen med Cæsars mordere. Mars havde sit eget præsteskab, flamen Martialis (jf. flamines), og sammen med Jupiter og Quirinus et præstekollegium, salierne, hvis hymne til Mars delvis er bevaret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig