Ordener - religiøse ordener, Religiøse ordener er fællesskaber, der er anerkendt af den katolske kirke. De består af mænd eller kvinder, der efter en ordensregel stræber efter at leve et liv i Kristi efterfølgelse efter de evangeliske råd: fattigdom, lydighed og kyskhed.

Historisk har de religiøse ordener deres rod i de klostre, der opstod efter 200-t. Mens hvert kloster var en enhed for sig, er ordenerne større enheder, organiseret under en fælles ledelse og ikke bundet af lande- eller bispedømmegrænser.

Betegnelserne kloster, munk og nonne tilkommer strengt taget kun de oprindelige klosterordener, men anvendes i daglig tale langt videre, fx om kongregationer. Den officielle betegnelse for medlemmer af en orden er religiosi, et ord, der også bruges på de romanske sprog og på engelsk (religious).

Udviklingen fra enkeltstående klostre til ordener har ikke fundet sted i østkirken og ikke i ikke-kristne religioner. Ordener findes således ikke i de ortodokse kirker, men spiller en stor rolle i den katolske kirke. Her er der i alle århundreder siden middelalderen opstået nye ordener, således at der i dag (1999) er ca. 400 mandlige og ca. 3000 kvindelige ordener med tilsammen mere end 1 mio. medlemmer, heraf 75% kvinder.

De nye ordener er ofte opstået som et brud med de eksisterende for at møde nye situationer. Det har ført til så store forskelligheder, at det kan være svært at finde fælles træk, bortset netop fra de evangeliske råd. Alligevel tegner der sig en udviklingslinje.

I de oprindelige klostre trak man sig tilbage fra "verden", bandt sig til ét kloster ved højtidelige løfter, sang korbøn, dvs. tidebøn i fællesskab, og gik i ordensdragt. Det gjaldt endnu for cluniacensere og cisterciensere. I 1200-t. skulle franciskanere og dominikanere derimod gå ud i verden for at prædike, omvende og undervise og måtte derfor være ubundet af et bestemt kloster. I 1500-t., midt i reformationstiden, skulle jesuitterne være til rådighed, hvor ordenens ledelse eller kirken havde brug for dem, ubundet af kloster, korbøn eller egentlig ordensdragt.

De kongregationer, der opstod i perioden fra 1600-t., kaldtes ikke ordener, fordi de ikke aflagde højtidelige, men enkle løfter. De løste en mangfoldighed af opgaver, pastorale, i undervisning, i mission i fremmede verdensdele, i sygepleje, socialt-karitative. Der var mange kvindelige kongregationer.

I 1947 oprettedes endelig sekularinstitutter, hvis medlemmer lever efter de evangeliske råd, men uden fællesliv i et kommunitet. De klæder sig og har arbejde som enhver anden. I fortsættelse af denne linje er der opstået religiøse bevægelser, der ikke er ordener, fx Opus Dei.

De klassiske religiøse ordener lever fortsat. Der er endda i 1950, inspireret af dogmet om Marias optagelse i Himlen, opstået en ny, meget kontemplativ orden, Ordensfamilien af Bethlehem, Marias optagelse i himlen og den hellige Bruno, der lever efter karteusernes regel fra 1100-t. Denne nye orden har klostre i 12 lande i Europa og Nord- og Sydamerika (1999).

Man skelner mellem kontemplative og aktive ordener. Kontemplative er navnlig de oprindelige klosterordener, hvis medlemmer vender sig fra verden for at søge Gud. Aktive er især de nyere, typisk kongregationerne, der vil gøre en indsats for medmennesket. Aktive er også de gejstlige ridderordener, der opstod i korstogstiden (se korstog) for at støtte pilgrimme, også med sygepleje, men senere engagerede sig i kampen mod muslimer og hedninge. I denne form findes de ikke mere. Nogle få lever som strengt religiøse ordener.

Mange af den katolske kirkes betydeligste personligheder er gennem århundrederne kommet fra ordenerne, der udgør en stor del af kirkens dynamik. Ordenerne er alle opstået nedefra, ofte fra en enkeltperson, der har formået at samle et fællesskab omkring sig. Når de har fået frihed til at udvikle sig samtidig med at være blevet institutionaliseret, beror det på, at den katolske kirke, modsat de ortodokse kirker, i paveembedet har haft en central myndighed, der har kunnet sætte universelle hensyn over de lokale.

Fra midten af 1900-t. har næsten alle ordener, undtagen i Asien og Afrika, haft svigtende tilgang. På verdensplan var antallet af ordensmedlemmer i 1991 faldet til samme niveau som i 1941. Det hænger sammen med samfundsudviklingen og den almindelige sekularisering, men beror mere direkte på den turbulens, der fulgte på 2. Vatikankoncil (1962-65, se Vatikankoncilerne), og som med særlig vægt måtte ramme den elite, som ordenerne er. Omvendt har de nævnte religiøse bevægelser, der ikke svarer til definitionen af en orden, i samme tidsrum vundet meget stor udbredelse.

Læs mere om ordener.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig