Modernisme er inden for katolsk teologi en bevægelse i 1800-tallets slutning, som ønskede at forene traditionel katolsk lære med de moderne historiske, filologiske og sociologiske videnskaber.
Modernismen udgjorde ikke én sluttet bevægelse, men prægedes af en række markante frontfigurer såsom italieneren Giovanni Semeria (1867-1929), franskmanden Alfred Loisy og briten George Tyrrell.
Modernismen er en katolsk parallel til den protestantiske liberalteologi, og den blev kritiseret for ensidig positivisme, evolutionisme, relativisme og immanentisme.
I en vis forstand konstruerede pave Pius 10. modernismen som filosofisk system, da han i 1907 fordømte den i rundskrivelsen Pascendi. I 1910 foreskrev han antimodernist-eden (gyldig indtil 1967) for alle præster og lærere ved højere katolske læreanstalter. Kampen mod modernismen førte visse steder til deciderede udrensninger.
Modernismen var et italiensk, fransk og angelsaksisk fænomen, der kun havde begrænset forbindelse til den tyske, mere politisk orienterede reformkatolicisme.
Efter 2. Verdenskrig har modernisternes teologiske hovedproblem, forholdet mellem kirkens og åbenbaringens overnaturlige karakter og de konkrete historiske fremtrædelsesformer, fået fornyet relevans.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.