Et bispemøde er en kirkelig forsamling af biskopper. I den danske folkekirke mødes biskopperne uformelt. De har hver for sig ansvar for tilsyn og administration i det stift, hvor de er ansat, og deres møder indebærer derfor ikke en særlig myndighed.

I den romerskkatolske kirke er en bispekonference et samarbejdsorgan, som går tilbage til mere uformelle bispemøder og sammenslutninger i 1800-tallet, men som efter 2. Vatikankoncil (1962-1965) har fået fast institutionaliseret form og større myndighed. En bispekonference består af bisper fra et bestemt land, en bestemt landsdel eller et bestemt geografisk område. Møderne, der normalt holdes årligt, har besluttende myndighed, men er underordnet paven og bispekollegiet. I 2007 var der på verdensplan 113 bispekonferencer og 14 regionale sammenslutninger af bispekonferencer. De nordiske lande har deres egen bispekonference. Bispesynoden er en rådgivende forsamling af repræsentanter fra de katolske bispekonferencer, af kurieledere og visse mandlige ordensledere. Siden 1965 mødes bispesynoden hvert tredje år under forsæde af paven for at drøfte aktuelle spørgsmål.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig